Over halvdelen af varerne er blevet billigere det seneste år

Ifølge prisudviklingen fra PriceRunner er varmepumper faldet 67,8 procent i pris de seneste 12 måneder. (Arkivfoto). Foto: Rune øe/Ritzau Scanpix

Det er altid en god idé at sammenligne priser, før man køber, men det kan især betale sig i denne tid med store prisfald efter en periode med høj inflation.

Offentliggjort

Efter en periode med høj inflation, hvor priser på alt fra dagligvarer til energi blev sendt i vejret, er priserne begyndt at se lidt bedre ud.

Over halvdelen af varerne er blevet billigere fra februar 2023 til februar 2024. Det viser en ny opgørelse fra prissammenligningstjenesten PriceRunner, der har undersøgt knap fire millioner varer.

- Hvis vi sammenligner med 2022, hvor detailhandlen var ramt af en perfekt storm af mange uforudsete faktorer, ser billedet endnu bedre ud, siger forbrugeranalytiker hos PriceRunner Katrine Barslev og uddyber:

- Hele 61 procent af alle varer er blevet billigere de seneste to år.

Det seneste år er det især senge, ventilatorer, varmepumper, fliser og computertilbehør, der er faldet i pris.

Ifølge opgørelsen er prisfaldet på senge 73,6 procent.

Hos detailgiganten Jysk har man også bemærket den seneste tids prisfald på senge og madrasser.

Hvis du er på jagt efter en ny seng, viser en ny opgørelse fra PriceRunner, at senge og madrasser er faldet 73,6 procent i pris fra februar 2023 til februar 2024. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Vi kan helt sikkert godt genkende det pres på priserne, der generelt har været og stadig er på detailmarkedet - ikke mindst på madrasser, udtaler landechef i Jysk Danmark Bo Viktor Andersen i en skriftlig kommentar.

- I takt med at inflationen er aftaget, har vi i løbet af det seneste år sænket priserne på over halvdelen af vores varer.

Prisfaldet på varmepumper er 67,8 procent, og det har sandsynligvis noget at gøre med faldende efterspørgsel.

Ifølge Energistyrelsen var der i løbet af 2021 og 2022 en stor stigning i salget af større varmepumper, der bliver brugt i helårsboliger. De varmepumper erstatter typisk gas- eller oliefyr.

Men salget af varmepumper faldt til gengæld betydeligt i løbet af 2023. Det viser tal fra Energistyrelsen.

Katrine Barslev peger på, at prisfaldene betyder, at der kan være penge at spare, hvis man husker at sammenligne priser, inden man slår til.

Den anden halvdel af varerne, som PriceRunner har undersøgt, er steget i pris de seneste 12 måneder.

Tasker og cykler er blevet henholdsvis 87,7 procent og 46,7 procent dyrere. Og sko er steget 27 procent det seneste år.

/ritzau fokus/

FAKTA: Disse varer er faldet og steget i pris

* De seneste 12 måneder er ventilatorer faldet i pris med 74,7 procent, senge og madrasser med 73,6 procent, varmepumper med 67,8 procent, fliser og klinker med 66,7 procent og computertilbehør med 51,4 procent.

* Til gengæld er især spil til ældre konsoller steget i pris. Xbox-spil er steget 228,5 procent, Nintendo DS-spil 61,1 procent og Dreamcast-spil 59,8 procent.

* Både tasker og cykler er også blevet henholdsvis 87,7 procent og 46,7 procent dyrere.

Kilde: opgørelse over priser fra februar 2023 til februar 2024 fra PriceRunner.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu