Overlæge til rygere: Put ikke alt muligt skidt i e-cigaretter
En lang række onlinebutikker i Danmark sælger ulovlige e-cigaretter. Det oplyste Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse i august. (Arkivfoto) Foto: Toby Melville/Reuters
Toby Melville/Reuters
Overlæge advarer rygere om at putte uautoriserede ting i e-cigaretter. Fem er døde i USA efter brug af dem.
Nikotinvæske i e-cigaretter er relativt sikkert, men man skal holde sig fra at putte alt muligt andet i.
Det kan være livsfarligt, forklarer overlæge på Giftlinjen Niels Ebbehøj.
I USA opfordrer en af landets sundhedsmyndigheder i øjeblikket alle borgere til at stoppe brugen af e-cigaretter. Det sker som følge af, at fem personer har mistet livet efter brug af dem.
Niels Ebbehøj advarer om at putte ukendte ting i e-cigaretter.
- Nikotinvæske er relativt sikkert at putte i. Men alt muligt andet skidt, man kan finde på at putte i e-cigaretten, er ikke beregnet til at komme ned i lungerne: Saftevand, THC, cannabisolie. Det skal ikke være ret meget forkert, det man putter derned, før man kan dø af det, siger han.
USA's center for sygdomskontrol og forebyggelse (CDC) overvåger i øjeblikket 450 tilfælde af brugere af e-cigaretter, der har været indlagt med alvorlige vejrtrækningsproblemer.
Mange af de syge eller nu afdøde har fortalt til myndighederne, at de er brugere af det psykoaktive stof i cannabis, THC. Blandt de påvirkede er mange teenagere.
Det er endnu ikke et stort problem i Danmark, vurderer Niels Ebbehøj. De opkald Giftlinjen får, er børn, unge og voksne, der ved et uheld har drukket direkte af en nikotionvæske, hvilket kan være yderst skadeligt.
Han mener ikke, at det i Danmark er udbredt at putte ukendte ting i e-cigaretterne, ligesom man endnu ikke ved, om en patients eventuelle lungeproblemer skyldes brugen af dem.
Men man skal være forsigtig med produkterne, da man som forbruger ikke altid ved, hvad der er i.
- Sommetider sker der en ændring i kemien i de her produkter, der pludselig gør dem lungetoksiske. Pointen er, at der skal bare en lille ændring til i kemien, før produkterne bliver lungetoksiske.
- Jeg ser sådan på e-cigaretter, at det er et relativt nyt område, som har sine egne farer, som vi skal lære at omgås. Jeg tror ikke, jeg kan få dem afskaffet, så jeg vil hellere fortælle, at de er farlige, og at faren går på, hvad det er for noget væske, man putter i.
- Man skal gå efter det, der er velafprøvet og veldokumenteret. Man skal lade være med at købe sit væske alle mulige mærkelige steder, og man skal lade være med at eksperimentere, siger han.
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) opfordrede i sidste måned danske myndigheder til at følge intensivt med i udviklingen i USA.
- Bekymrende udvikling i USA. Jeg har her til aften bedt Sundhedsstyrelsen gennemgå faglig viden om e-cigaretter med særligt fokus på unges skadevirkninger, skrev han på Twitter.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man holder sig fra e-cigaretter. Det gjorde den også før tilfældene i USA.
Det er usikkerheden om de mulige helbredsmæssige konsekvenser af e-cigaretter både med og uden nikotin, der ligger bag vurderingen.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker