Øvig: Fatal fejl i PET-rapport

Der er faktuelle fejl i PET-kommissionens afsnit om Blekingegade-banden, mener forfatteren Peter Øvig Knudsen. Han er dybt kritisk overfor rapportens lødighed.

PET-kommissionens rapport er så venlig overfor Justitsministeriet og PET, at man næsten skulle tro, at det var PET's egen redegørelse.
Sådan lyder kritikken fra forfatteren til de storsælgende bøger om Blekingegadebanden, Peter Øvig Knudsen, som samtidig anklager rapporten for at indeholde fejl på et "helt fatalt punkt".
- Jeg håber, at resten af rapporten er mere kritisk overfor PET end det, jeg har læst om Blekingegade-sagen, som er så venligt, at man næsten kunne synes, at det var PET's egen redegørelse, siger Peter Øvig Knudsen til Ritzau.
Han mener samtidig, at PET-kommissionen begår en alvorlig fejl i sin udredning af Justitsministeriets opfølgning på det store bankrøveri i Lyngby i marts 1983.
To palæstinensere bliver senere anholdt i Paris med et millionbeløb, der nogenlunde svarer til udbyttet af Lyngby-kuppet. Derfor ønskede Lyngby Politi, at de to palæstinensere blev udleveret til Danmark. Men Justitsministeriet, som håndterer forholdet til andre landes juridiske myndigheder, sendte aldrig begæringen. Efterfølgende er der blevet spekuleret i, om der lå politiske motiver bag Justitsministeriets håndtering af sagen, da man måske ikke havde interesse i at få de to palæstinensere bag lås og slå i Danmark.
Af et notat, som indgår i både Peter Øvig Knudsens bøger og PET-kommissionens rapport, hedder det, at Justitsministeriet ville "græde tørre tårer", hvis de to palæstinensere ikke blev udleveret fra Frankrig.


PET-kommissionen er ikke betænkelig ved udtalelsen.
- De citerede passager kan give indtryk af, at der ikke var et helhjertet dansk ønske om at få udleveret de to PFLP-folk, men ret beset gengiver de alene det indtryk, som generalkonsulen har fået af en holdning hos en medarbejder i Udenrigsministeriet. Det understreges således i citatet af 21. november 1983, at den udtrykte holdning er Herluf Hansens personlige, skriver PET-kommissionen.
Men det er faktuelt forkert, mener Peter Øvig Knudsen.
- De fejllæser simpelthen dokumentet. De tillægger det en mand, der ikke er ansat i Justitsministeriet, mens det faktisk er et referat af, hvad lige præcis sagsbehandleren på den her sag i Justitsministeriet har udtalt, nemlig den senere PET-chef Henning Fode, siger Peter Øvig Knudsen.
Han undrer sig derudover over, at PET-kommissionen ikke har medtaget et notat fra den tidligere politimester i Lyngby, hvor han får at vide, at Justitsministeriet ikke vil hjælpe yderligere med sagen. Det er et dokument, som Øvig har haft adgang til, men som kommissionen ikke medtager.
Peter Øvig Knudsen forventer ikke at skulle udgive en ny udgave af bøgerne om Blekingegade-banden på baggrund af PET-kommissionen.
- Der er ikke noget, der flytter afgørende ved sagen eller konklusionerne, siger han.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret