På stort universitet kan studerende nu uddanne sig i kunstig intelligens

SDU har mange hundrede studerende, der læser alt fra idræt til tysk - og nu også kunstig intelligens. (Arkivfoto). Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

På SDU kan studerende nu tage en bachelor i kunstig intelligens. Her vil de blive oplært i programmering og robotteknologi - men også i etik og jura.

Offentliggjort Sidst opdateret

Maskinlæring, robotter og etiske overvejelser om den hastige teknologiske udvikling er noget af det, som studerende vil blive undervist i, hvis de kommer ind på den nye bachelor i kunstig intelligens på Syddansk Universitet.

Universitet har netop startet uddannelsen. Det første hold ruller ind efter sommerferien til en uddannelse, der på hjemmesiden lokker studerende til med følgende beskrivelse:

- Begrebet kunstig intelligens (AI, Artificial Intelligence) bliver brugt om maskiner, der løser selvstændige opgaver, som det ellers kræver en hjerne at udføre.

- Det er ikke en fremtidsvision, men allerede en del af vores hverdag. Når Netflix foreslår en ny serie til dig, eller når en drone afsøger et område for invasive planter, sker det ved hjælp af kunstig intelligens.

Danmark halter faktisk lidt efter andre lande på området, som allerede har målrettede uddannelser i kunstig intelligens. Det siger Luis Cruz-Filipe, som er lektor i kunstig intelligens på Syddansk Universitet.

- Der er brug for flere specialister, der forstår teknologien bag, og som kan bruge den.

Undervisningen vil berøre en lang række emner, også emner som eksempelvis etik og jura. For nok kan kunstig intelligens hjælpe på mange måder, men der er også faldgruber.

- Vi har et lidt bredere fag, der hedder AI og Samfundet. Her lærer man at tænke på, hvordan programmeringen vil påvirke samfundet. Og hvordan man kan lære af samfundet til at gøre programmeringen bedre.

- Så man vænner sig til at tænke over, at det har en effekt. Og det skal helst være en god effekt, siger han.

Der eksisterer en del job allerede, eksempelvis som softwareanalytiker, hvor evnerne inden for kunstig intelligens kan bruges.

Samtidig påpeger Luis Cruz-Filipe, at der i fremtiden forventeligt vil komme mere specialiserede jobtitler på området.

Han fortæller, at de oplever en sund interesse for uddannelsen. Hvor mange der ender med at komme ind, vides først senere på sommeren.

Andre universiteter har uddannelser, der ligner.

Københavns Universitet og Aalborg Universitet udbyder eksempelvis en bachelor i machine learning og datavidenskab. Dog uden at bruge ordene kunstig intelligens i titlen på uddannelserne.

Der er et stort potentiale i kunstig intelligens, men også en række etiske overvejelser at gøre sig, mener SDU, der vil fokusere på både den praktiske teknologi og de moralske overvejelser bag på den nye uddannelse. (Arkivfoto). Foto: Dado Ruvic/Reuters

Hos IDA, fagforening for blandt andet it-uddannede, mødes den nye uddannelse med begejstring.

Formand Laura Klitgaard mener, at timingen er den rette til at få en dedikeret uddannelse inden for kunstig intelligens.

- Vi tænker, at kunstig intelligens bliver indarbejdet i mange af fremtidens jobfunktioner. Man kan måske ikke se det endnu, men vi har behov for, at der kommer nyuddannede ud, så vi kan udnytte potentialet.

Hun påpeger, at det er afgørende, at uddannelserne også underviser i de etiske og juridiske aspekter i brugen af kunstig intelligens. Og så håber Laura Klitgaard, at andre universiteter vil følge trop:

- Det vil vi i hvert fald støtte kraftigt op om. Jeg tror også, at der kunne være noget i pipelinen de andre steder. Det er vigtigt i en dansk kontekst, men også i en europæisk kontekst, at vi bliver dygtige til det.

/ritzau/

Ny uddannelse i kunstig intelligens

* Det kræver blandt andet bestået dansk og matematik på A-niveau og et samlet snit på mindst 6 eller et gennemsnit på mindst 7 i matematik for at komme ind på bacheloruddannelsen i kunstig intelligens på kvote 1 på Syddansk Universitet.

* Der er 60 studiepladser, og første hold starter til september.

* SDU skriver, at fremtidige job eksempelvis kan være som dataanalytiker, business intelligence developer, softwarearkitekt eller robotics engineer.

Kilde: SDU.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu