På vej ind i kemiens verden

For 18-årige Martin Hansen fra Nykøbing er det hverken en rundrejse i Afrika eller et job i den lokale brugs, der trækker. Det gør derimod snørklede formler, pipetter og kemiske reaktioner. Den første september starter han derfor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) for at læse kemi og teknologi.

- Jeg vil ikke tage et sabbatår og dermed risikere, at jeg mister lysten til at læse eller bliver for forvent med at tjene penge. Jeg ved med mig selv, at jeg skal i gang med at læse med det samme, og jeg regner da også med at komme ind, siger Martin, der allerede på andet år på htx fandt glæden ved at arbejde med kemi.

- Det er en spændende verden, og der er mange muligheder rent jobmæssigt. Derfor er jeg også sikker på, at jeg har taget det rigtige valg.

For Martin handler det dog ikke udelukkende om teori og hvide kitler. Livet uden for skolen tillægger han også stor betydning – ikke mindst som en gulerod for enden af ugens terperier.
 
- Både studiemiljø og -kammerater er vigtige for det at læse. Min mor og jeg har derfor også brugt meget tid på at forhøre os om de forskellige kollegier i København og har også besøgt en del af dem. Studiet kræver meget tid og struktur, så det er godt at have noget at se frem til i slutningen af ugen, siger Martin og pointerer, at kollegiefesterne kunne være en udmærket gulerod for ham.

I hvert fald er det netop udsigten til at få hue og feste med vennerne, der gør, at han op til de afsluttende eksamener på htx ikke klager og pensum og de manglende timers søvn.

- At få hue, hestevogn og fester i sidste ende gør, at jeg gerne knokler for mine karakterer. Jeg glæder mig til at fejre, at det hele er afsluttet, siger Martin og tilføjer så med et smil:

- Det at få hue på er jo egentlig bare en undskyldning for at skabe sig tosset.

Seriøs omkring studiet
Men det er nu også vigtigt for Martin at gøre det godt. Han er nemlig seriøs, når det kommer til studiet, og kæmper for at opnå det, han stræber efter.

- At få 12 betyder, at jeg kan gå herfra med et smil. Det viser, at jeg har lært noget her på htx, siger Martin, der dog også har prøvet at ligge i den lave ende af skalaen. På første år fik han nemlig en depression, og det gik ud over karaktererne.

- Jeg mistede fuldstændig motivationen og kunne ikke overskue at læse. Men måske netop fordi jeg ved, hvad det vil sige at være helt nede, forsøger jeg også i det daglige at tænke så positivt som muligt.

Og at Martin virkelig formår at vende tingene til noget positivt, er hans måde at omtale sine eksamener på htx et enkelt bevis på. Eksamenerne her er nemlig ikke noget, han frygter eller ser på med ubehag. Det er tværtimod, hvad han betegner som en ’anderledes og interessant kommunikationsform’.

Trods det, at eksamenerne ikke skræmmer Martin, ser han dog alligevel frem til at få afsluttet skolen og livet på Falster.

- Det bliver da hårdt selv at skulle lave mad, vaske tøj og at skulle undvære min mor og mine venner her. Men jeg glæder mig til at komme ud af rutinerne og starte på et nyt kapitel i kemiens verden, siger Martin.

Foto: Foto: Claus Hansen

Når Martin afslutter et kapitel på htx er det for at træde ind i en verden fuld af kitler og kemi.

Offentliggjort Sidst opdateret