Vold mod børn bliver ofte ikke opdaget, fordi pædagoger, sundhedsplejersker og socialarbejdere tøver med at underrette de sociale myndigheder, når børn viser tegn på at blive slået i hjemmet. Det viser en ny undersøgelse fra SFI.
Et af problemerne er, at børnene ofte ikke har synlige skader efter volden. Samtidig kan det være svært at vurdere, om et indesluttet barn bare er genert af natur, eller om det bliver udsat for overgreb.
- Det er klart, at hvis pædagogerne får et barn i vuggestuen, som er stærkt forslået, så handler de med det samme. Men vold er ofte usynlig, og det er hverken noget, som barnet eller forældrene taler om, siger forsker Helene Oldrup fra SFI.
Hun peger på, at der er mange gråzoner i disse sager samt signaler fra barnet, som kan være svære for pædagoger at tolke.
- Er det for eksempel et tegn på vold, når et barn bliver taget hårdt i armen og måske har haft et par blå mærker? Den enkelte fagperson står alene med at skulle tage stilling til, hvor grænsen går, siger Helene Oldrup.
Pædagoger og andre fagfolk er ikke bare usikre på, om de misfortolker børnenes trivsel. De holder også deres mistanke om vold for sig selv, fordi de er usikre på, hvordan kommunen vil håndtere situationen.
- Fagfolk kan være bange for at underrette myndighederne, fordi de er bekymrede for, at barnet bliver anbragt, og så slemt var det ikke. De kan også stå med en fornemmelse af, at kommunen alligevel intet gør. De har brug for mere dialog med socialforvaltningen, inden de tager skridtet, påpeger Helene Oldrup.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker