Pædagoger trætte af egoforældre

Over 1000 danske daginstitutionsledere tegner et billede af stadig mere krævende og egoistiske forældre i en undersøgelse foretaget af Politiken Research.

Her svarer tre ud af fire institutionsledere, at de er enige eller meget enige i, at forældrene inden for de seneste fem år er begyndt at stille større krav til personalet på deres barns vegne.

Lige så mange mener, at forældrene generelt tænker stadig mere på deres eget barn end på fællesskabet.

Formanden for forældrenes organisation Fola, Lars Klingenberg, er ikke overrasket over tallene.

- Det er en generel tendens til mere at vende sig indad mod sig selv og sine egne i stedet for mod samfundets helhed, siger han til Politiken.

Lars Klingenberg mener, at udviklingen dels skyldes utilfredshed med flere lukkedage, kortere åbningstid og dårlige normeringer. Men også at mange har svært ved at sætte sig ud over deres eget barns behov. Og han finder det bekymrende, at forældrene i stigende grad ikke kommer til forældremøder.

/ritzau/

Ledere af daginstitutionerne ser forældre som stadig mere krævende på deres børns vegne.

Offentliggjort Sidst opdateret