Pansergeneralen tager en runde mere
Formanden for Jyllands-Postens Fond, journalist og tidligere chefredaktør Jørgen Ejbøl, har mange øgenavne i den danske mediebranche. Blandt andet Pansergeneralen, som en biografi om ham i øvrigt også hedder, og Bøllebob. (Arkivfoto). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Han fylder 75 år den 21. februar og har dermed nået den hidtidige fratrædelsesalder som formand for Jyllands-Postens Fond. Men Jørgen Ejbøl tager en tur mere.
Egentlig er der en regel i Jyllands-Postens Fond om, at bestyrelsesmedlemmer kun kan sidde, til de fylder 75 år. Dermed var der udsigt til et formandsskifte.
Formanden for Jyllands-Postens Fond, journalist og tidligere chefredaktør Jørgen Ejbøl, fylder 21. februar 75 år og havde dermed nået udløbsdatoen.
Men på falderebet besluttede en samlet bestyrelse, at han tager en runde mere på posten, kunne fonden oplyse i en pressemeddelelse.
Jørgen Ejbøl, der i mediebranchen blandt andet er kendt som Pansergeneralen, har været formand for Jyllands-Postens Fond i ti år og har i årtier før det befundet sig i toppen af den danske mediebranche.
Jyllands-Postens Fond ejer halvdelen af JP-Politikens Hus.
Ejbøl og resten af bestyrelsen ansatte i januar Marchen Neel Gjertsen som ansvarshavende chefredaktør efter mange spekulationer i den danske mediebranche om, hvem der skulle have jobbet.
Spekulationer har der også været om, hvem der skulle erstatte Ejbøl på den magtfulde post, når han faldt for aldersgrænsen.
Ifølge Jørgen Ejbøl var det Marchen Neel Gjertsen, der bad ham om at blive på posten.
Det gør han så, selv om han siger til fagbladet Journalisten, at han ikke har noget at byde ind med i den digitale omstillingsproces, der er allerøverst på dagsordenen for avisen.
Men de to har en relation, hvor den nye chefredaktør ofte spørger ham til råds.
- Det kan for eksempel være om Jyllands-Postens historie, hvad der har virket og ikke virket, og hvad man kan bruge den viden til i dag, har han fortalt til fagbladet Journalisten.
Jørgen Ejbøl selv kommer fra Nordsjælland, men blev uddannet på Aalborg Stiftstidende.
Han er kendt for sin direkte facon, kompromisløse tilgang og som publicist helt ind i hjertet.
Fra 1984 havde han en række chefstillinger i Berlingske-koncernen - på Weekendavisen, Billed-Bladet, der senere blev solgt til Aller, B.T. og Berlingske Tidende.
I 1991 blev Jørgen Ejbøl sendt vestpå for at rette op på fusionsavisen JydskeVestkysten, som Berlingske var medejer af.
Det klarede han, men kun godt to år efter lod han sig lokke til Morgenavisen Jyllands-Posten. Her var han de næste ti år chefredaktør og administrerende direktør.
Jyllands-Posten var dengang i krise. Der var uro blandt medarbejderne, og kassen var ved at løbe tør.
Jørgen Ejbøls modsvar var at gøre Jyllands-Posten landsdækkende og opruste i København.
I 2003 var han en af arkitekterne bag en overraskende fusion med Politiken.
- Fusionen i 2003 med Politikens Hus og den efterfølgende proces med at udvikle JP/Politikens Hus til Danmarks førende medievirksomhed er historisk i branchen.
- Jeg glæder mig til at deltage i arbejdet med at gøre den del af projektet færdigt, sagde Ejbøl i januar om sit fortsatte formandskab.
Ejbøl har siden 1999 været gift med tidligere gymnasierektor Marianne Abrahamsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Tre unge sigtet i narkosag
Se dronning Mary afsløre den nye sten
Sommerferien behøver ikke sprænge budgettet: Naturen byder på billige alternativer
Dronning Mary indviede Dodekalitten: Det hedder den 12. sten
Allerede inden premieren: Revyen runder milepæl
Mest læste artikler
Først lovede de 33 grader på Lolland - nu er der en ny prognose fra DMI
Bevisførelsen er slut: Yacht-sagen går ind i afgørende fase
Nu kommenterer NFC-formand rengøringssag
Derfor flager busserne i dag
Museum i maribo åbner nyt magasin på lolland-falster