Parkeringsfirma annullerer bøde til evakueret bil
Parkeringsfirmaet EuroPark har valgt at annullere en af de afgifter, der blev udstedt til evakuerede biler ved den københavnske Sydhavn efter stormen Bodil, skriver P4 København.
Under stormfloden i fredags opfordrede myndighederne bilejere til at flytte deres køretøjer til sikre områder. Parkeringskældre og lavtliggende områder ved den københavnske Sydhavn var nemlig i fare for at blive ramt af oversvømmelser.
Opfordringen blev fulgt af flere beboere, og vejene på blandt andet Sluseholmen og Teglholmen blev derfor fyldt med biler, der holdt ulovligt.
Allerede tidligt næste morgen blev flere af bilejerne imidlertid mødt af parkeringsafgifter på 590 kroner fra EuroPark under viskerbladet på deres bil.
Tirsdag morgen valgte parkeringsfirmaet ifølge P4 København så at annullere afgiften per kulance - det betyder at man fastholder, at afgiften blev givet retmæssigt, men at man imødekommer bilejeren - til en af de afgiftsramte bilejere.
Carsten Vinther-Høj er en af de bilejere, der efter stormen blev mødt med en parkeringsafgift på sin evakuerede bil.
Han erkendte, at den holdt ulovligt, men efter den voldsomme storm havde han håbet på imødekommenhed fra EuroPark.
- Sagen er annulleret i dette enkeltstående tilfælde. Kontrolgebyret skal derfor ikke betales, og sagen er nu afsluttet, skriver firmaet i en mail til Carsten Vinther-Høj ifølge P4 København.
Sagen har fået Venstres medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune Jens-Kristian Lütken til at kontakte EuroPark direkte og kræver parkeringsafgifterne annulleret.
Det er nu sket - i hvert fald med den første parkeringsafgift.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned