Der samler sig efterhånden et bredt politisk flertal om at få sat en stopper for adoptioner fra Indien.
Det sker efter afsløringer i DR-programmet 21 Søndag, hvor det indiske politi fortæller, at forældre franarres deres børn til adoption.
- Dansk Folkeparti mener, at al samarbejde med de indiske adoptionsmyndigheder bør ophøre, og at al adoption fra Indien til Danmark bør indstilles, indtil adoptioner kan genoptages på betryggende vilkår.
Det siger Dansk Folkepartis medlem af retsudvalget, Malene Harpsøe, til DR Nyheder.
Både SF, Socialdemokraterne og De Konservative er også villige til at se på muligheden, og de kræver samtidig, at det indiske adoptionsmarked bliver grundigt gransket.
21 Søndag fortalte historien om den indiske mand Ramesh Kulkarni, som har fået franarret sine børn, der nu er i Danmark. Ramesh Kulkarni har ikke set sine børn i otte år, og nu vil han have dem igen.
- Det er en dybt tragisk sag, som ikke må finde sted, lyder det fra Malene Harpsøe (DF).
Tv-programmet fortalte historien første gang i 2007, hvorefter Familiestyrelsen lukkede for adoption fra Indien.
Men i en undersøgelse kom man frem til, at manden godt var klar over, at børnene blev bortadopteret. Derfor blev der igen åbnet for adoption fra Indien.
Men nu bakker det indiske forbundspoliti op om manden. I 2002 afleverede Ramesh Kulkarni nemlig sine børn til børnehjemmet Preet Mandir i Indien, der efterfølgende bortadopterede børnene uden hans viden og uden hans accept.
Samtidig viser en undersøgelse, at sagen ikke kun handler om en far, som er blevet snydt af et korrupt børnehjem, men om korruption helt op på statsligt niveau i Indien.
- Der skal straks iværksættes et tilbundsgående udredningsarbejde af hele området, siger Vivi Kier (K), De Konservatives familieretsordfører.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde