Partisekretær med blodigt navn fylder 75

Tidligere mangeårig partisekretær i Dansk Folkeparti Poul Lindholm Nielsen fylder 75 år søndag den 11. september. (Arkivfoto). Foto: Norde Ernst Van/Ritzau Scanpix

Poul "Blod" Lindholm var med, da Dansk Folkeparti rejste sig af asken fra Fremskridtspartiet. I dag er han stadig medlem af partiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Poul Lindholm fylder 75 år søndag den 11. september, kan han se tilbage på en lang karriere i politik.

Poul Lindholm er primært kendt for sine 16 år som partisekretær for Dansk Folkeparti. En post, han bestred fra 2004-2020.

Opgaverne, der fulgte jobbet, gav ham i DF-baglandet tilnavnet Poul "Blod" og Poul "Blodøkse".

Kælenavnet opstod under en samling på Christiansborg. Her proklamerede daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Espersen, at hvis ikke man opførte sig ordentligt, så fik man problemer med Poul Blod.

Det var nemlig blandt den tidligere partisekretærs opgaver at banke de DF'ere på plads, der ikke altid kunne finde ud af at holde sig til det topstyrede partis politiske linje.

- Jeg har det fint med det navn. For mig er det et bevis på, at jeg har passet mit arbejde og har haft rettidig omhu, siger Poul Lindholm.

Lindholms tid i politik begyndte dog langt før, han i 1995 meldte sig ind i det nystiftede Dansk Folkeparti.

Forinden var han nemlig næstformand i Fremskridtspartiet.

Poul Lindholm trak sig som partisekretær i november 2020 på et ekstraordinært landsmøde.

Efterfølgende arbejdede han indtil slutningen af marts 2022 som seniorkonsulent for Dansk Folkeparti.

- Mange af mine gamle kolleger stoppede i partiet, og jeg havde alligevel tænkt mig at trappe ned, forklarer Poul Lindholm om beslutningen.

Før den politiske karriere tog fart, arbejdede Lindholm med salg og markedsføring.

Når den tidligere partisekretær tænker tilbage på sine mange år i politik, vil han gerne huskes for sin flid.

- Jeg har altid stået tidligt op om morgenen og arbejdet meget. Det har jeg haft det godt med, siger han.

/ritzau/