Pas godt på dine kæledyr: Her kan du læse hvorfor de tit ender skadestuen

Hunde kan få forgiftninger af blandt andet chokolade, løg og hvidløg. Og så kan de godt lide den sødlige smag af kølervæske. (Arkivfoto). Foto: Arne Dedert/Ritzau Scanpix

Forgiftninger, bidskader, sår og tandproblemer er nogle af de typiske årsager til, at din hund eller kat må på skadestuen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hunden eller katten er ofte et fuldgyldigt medlem af familien. Og derfor skal de selvfølgelig også have det så godt som muligt.

Alligevel må kæledyrene nogle gange en tur forbi skadestuen, for der er desværre mange potentielle farer for de firbenede, som dyreværnschef Yvonne Johansen fra Dyrenes Beskyttelse udtrykker det.

- Hvis man har en kat, der går frit, er der risiko for påkørsler. Hvis hankatten ikke er kastreret, kan den komme i slåskampe og få skader og bylder - og et hav af dyrlægeregninger, siger Yvonne Johansen.

Hos hunde er den risiko mindre, fordi du typisk går tur med den og har den i snor.

Men der er alligevel risiko for bidskader, særligt hvis du eksempelvis tager den med i en hundeskov, hvor dyrene må løbe frit.

- Det er rigtig god livskvalitet for en hund at løbe frit, men det skal altid gøres under kontrollerede forhold, så man ikke lader hunden møde andre ikkevenlige artsfæller, fortæller Sanne Ross, der er dyrlæge ved AniCura, som har dyrehospitaler over landet.

Bidskader skal altid undersøges af en dyrlæge, understreger Sanne Ross. Også selv om de på overfladen kan se harmløse ud.

- Vi ser også tit, at hunde kommer ind med snitsår, fordi de har trådt på noget eller skåret sig. Så tænk over, hvor I bevæger jer i byen og naturen. Mange hunde tænker ikke over at passe på sig selv, siger hun.

Glasskår er et klassisk eksempel på noget, de får trådt op i poterne. Om sommeren kan hunden også risikere at få forbrændinger på poterne af den varme asfalt.

- Vi ser også mange gange, at man har kastet en pind, som hunden har grebet forkert og har fået skader nede i svælget.

- Som dyrlæge vil jeg altid anbefale, at man kaster med noget andet end en træpind. Man kan bruge en bold eller en dummy (et blødt legeredskab, red.) - bare det er noget afrundet, der ikke kan give den skader, forklarer Sanne Ross.

På dyrehospitalerne får de også ofte dyr ind med forgiftninger, fortæller hun.

- Det kan være fra chokolade, men også løg og hvidløg skal man passe på. Giver man hunden en frikadelle med løgstykker i, er risikoen ikke stor, men hvis de spiser et helt løg, kan de få mave-tarm-symptomer, siger hun.

Derudover skal du holde øje med hunden, hvis den sniffer rundt i nærheden af garagen eller værkstedet. Her kan nemlig også være fare på færde.

Hvis du har en hankat, der ikke er kastreret, er der større risiko for, at den gerne vil slås med andre. Og det kan give skader og bylder. (Arkivfoto). Foto: Annegret Hilse/Reuters

- Kølervæske smager sødligt for hunden, så det er en klassiker. Det kan de blive meget dårlige af, siger Sanne Ross.

Dyreværnschef Yvonne Johansen pointerer også, at mange ikke er opmærksomme på, at der kan opstå en masse problemer i en hunde- eller kattemund.

- Det er en skjult fare, for dyret vænner sig måske til tandproblemerne og opfører sig, som det plejer. Det er først, hvis det bliver rigtig grelt, at man opdager det, siger Yvonne Johansen.

Derfor anbefaler hun et årligt sundhedstjek, hvor den professionelle også kan holde øje med eventuelle tandproblemer.

/ritzau fokus/

Hvis din kat ikke er id-mærket og bliver indleveret på et internat, tilhører den ifølge loven internatet. Derfor er det en god idé at få mærket og registreret sit dyr. (Arkivfoto). Foto: Julian Stratenschulte/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu