Mens danskerne stadig nyder godt af flot og klart vejr, opfordres mange, især børnefamilier, nu til at ruste sig til hårdere vejrlig.
Det er nemlig ikke bare de faldne blade, der hvirvles rundt af efterårets riven og rusken.
Også de populære havetrampoliner kan finde på at lette og forlade haven - med alvorlige konsekvenser til følge.
- Vi ser desværre hvert år personulykker forårsaget af flyvende havetrampoliner, og samtidig kan de forvolde store materielle skader, siger Mette Cramon, kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen i en kommentar.
Derfor opfordrer Sikkerhedsstyrelsen, Forbrugerrådet og Børneulykkesfonden nu alle trampolinejere til at gøre de sjove legeredskaber efterårs- og vinterklare.
En undersøgelse foretaget af Børneulykkesfonden viser, at over halvdelen af trampolinerne får lov at passe sig selv udendørs hele året og ikke bliver pakket væk sammen med havemøblerne.
Men hvis trampolinen ellers ikke blæser væk i løbet af efteråret, kan det skabe andre problemer at lade den stå ude.
- Den danske vinter er hård for trampolinen, som i værste fald kan være farlig at bruge, når foråret kommer, hvis den har stået ude hele vinteren, siger Mette Cramon.
Det bedste råd fra Sikkerhedsstyrelsen, Forbrugerrådet og Børneulykkesfonden lyder derfor, at havetrampolinerne pakkes helt væk, når hoppesæsonen er slut.
Hvis ikke man har plads til indendørs opbevaring, lyder opfordringen, at trampolinerne fastgøres til jorden, så de ikke kan lette, når vinden tager fat.
Under en kraftig efterårsstorm for to år siden meldte forsikringsselskabet TrygVesta om hele 80 anmeldelser af skader forårsaget af flyvende trampoliner.
Hvert år ender 8.700 børn på skadestuen efter mere traditionelle trampolinuheld.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned