Pas på nytårsknaldet

Hvert år kommer personer til skade i nytårsdøgnene, når de skal ud og skyde fyrværkeri af. Sidste år gik det ud over 237 personer i perioden 31. december til 1. januar, de fleste børn eller unge.

Derfor skal man også tænke sig godt om, når man har med nytårskrudtet at gøre. Og det lige fra man står i butikken og køber det, til man skyder det af nytårsaften.

- Man skal allerede være opmærksom, når man køber sit fyrværkeri. Man må nemlig højest have fem kilo fyrværkeri med i sin bil. Samtidig skal man heller ikke købe sit fyrværkeriet for billigt. De billige fyrværkeriartikler har nemlig en evne til at gøre alt muligt andet end det, de skal gøre. Vil man ofre 200 kroner på fyrværkeri, skal man hellere købe et stort batteri frem for en hulens masse, man alligevel ikke ved, hvordan opfører sig, lyder rådet fra Andre Hansen fra Sakskøbing, der er autoriseret fyrværkerimester.

Når man kommer hjem med det nyerhvervede fyrværkeri, er det ifølge Andre Hansen også vigtigt at opbevare det korrekt. Ellers kan det nemlig gå gruelig galt.
- Man skal opbevare sit krudt i et køligt rum, for eksempel i en aflukket garage, så krudtet ikke bliver tørt. Sker det, kan det i værste fald eksplodere. Samtidig skal man sørge for, at krudtet ligger tørt, så det ikke bliver fugtigt, fortæller Andre Hansen.

Skulle det ske, at der går ild i noget fyrværkeri, må man ifølge Andre Hansen ikke forsøge at slukke det med vand. Er der en skumslukker i nærheden, skal man i stedet bruge den. Ellers skal man lade det brænde ud.
- Smider man vand på, vil der nemlig ske en eksplosion, forklarer Andre Hansen.

Udpeg en fyrværkerimester
Når klokken så har rundet 24.00 nytårsaften, og krudtet traditionen tro skal skydes af, er der også flere forholdsregler, man bør tage sig. Udover at holde en sikkerhedsafstand på 10 meter, bør man nemlig også sikre, at fyrværkeriet står ordentligt fast, før man tænder det.

- Den bedste måde at brænde en raket af på, er at banke et jernrør ned i jorden og sætte raketten i det. Når man skal tænde et batteri, bør man stille det på en plade, sådan at det står lige. Stiller man batteriet på en vej eller et fortov, hvor der er lidt huller, kan man nemlig risikere, at batteriet vælter i det sekund, det går i gang. Man bør også altid huske at vende lunten ind mod sig selv, så man ikke skal står foroverbøjet over fyrværkeriet, siger Andre Hansen, der også anbefaler, at man udpeger en såkaldt fyrværkerimester, der i løbet af aftenen har ansvaret for krudtet.

- Hvis man er flere samlet, kan det være en god ide at udpege en fyrværkerimester, der står for fyrværkeriet og holder styr på det. Vedkommende skal dog ikke være meget beruset, for fyrværkeri og alkohol er ikke en god kombination, lyder det fra Andre Hansen.

Foto: Arkivfoto:Marie-Louise Munk, Nakskov

Fyrværkeri er hvert år årsag til, at flere må en tur omkring skadestuen nytårsaften. Fyrværkermester Andre Hansen giver her nogle gode råd til, hvordan man håndterer krudtet.

Offentliggjort Sidst opdateret