Regeringen vil genoverveje, om borgere skal registreres ved køb af taletid til mobilen. Frygten er, at telefonerne kan bruges til terror og anden kriminalitet.
Der var ellers blevet sagt nej.
Registrering af, hvem der køber taletid til deres mobiltelefoner, hvor og hvornår var for dyrt og for besværligt, lød det fra en arbejdsgruppe under Justitsministeriet.
Men nu vender regeringen på en tallerken og kræver muligheden for brugerregistrering undersøgt igen, viser et dokument fra Justitsministeriet til Folketingets Retsudvalg.
Baggrunden er frygt for, at terrorister og andre kriminelle har for let spil, hvis alle telefoner ikke kan spores tilbage til brugeren. Og ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Rigspolitiets Efterforskningsafdeling er den frygt kun blevet større over de seneste år.
- Der har været en stigning i de problemer, som brugen af uregistrerede taletidskort udgør i forbindelse med efterforskningen af sager om terrorisme og organiseret kriminalitet, beklager politifolkene sig til Justitsministeriet.
Selv om kravet om at vise pas eller anden ID ved køb af taletid igen skal under luppen, er det dog ikke sikkert, at der bliver givet grønt lys til det omfangsrige registreringsarbejde, understreger Justitsministeriet.
En ny "hurtigtarbejdende" arbejdsgruppe med folk fra bl.a. PET og Rigspolitiet skal nu frem til foråret tygge på sagen igen.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker