Patienter dør mens de venter på organer

Danmark halter bagud i forhold til vores nabolande, når det gælder organdonation.

Nye tal fra Europarådet, viser, at vi har færre organdonorer til rådighed, og danske patienter venter længere på at få en ny lever, lunge, nyre eller et hjerte, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Sammenlignet med Sverige, Norge og Finland dør markant flere danskere, mens de står på venteliste.

Tallene fra Europarådet og den nordiske samarbejdsorganisation Scandiatransplant viser, at donorraten (antallet af hjernedøde donorer pr. million indbyggere) herhjemme kun er 14, mens den i Norge er over 21, i Finland og Island omkring 18 og hos EU-topscoreren Spanien hele 34.

Vores lave donorrate betyder bl.a., at danske nyrepatienter i gennemsnit venter dobbelt så lang tid som f.eks. norske nyrepatienter. Og følgelig dør flere patienter, mens de venter.

I Danmark døde 11 procent af de patienter, som i fjor ventede på en nyre, lever, hjerte eller lunge, mens det tilsvarende tal for Sverige er fem procent, Norge otte og Finland seks procent.

- Der er uden tvivl alt for få organer herhjemme, og det er klart, at det vil få en betydning for overdødeligheden, siger overlæge Søren Schwartz Sørensen, Rigshospitalets nyreafdeling, til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Vores nabolande er langt bedre til at finde frem til de hjernedøde patienter, der kan bruges til organdonorer.

Offentliggjort Sidst opdateret