Patienter forlader hospicer i live
Nogle bliver overraskede, når de får at vide, at de skal udskrives, fortæller leder af et hospice.
Et hospice er ikke nødvendigvis et sted, man kommer hen for at ende sine dage.
Flere af landets hospicer oplyser til Kristeligt Dagblad, at de udskriver mange af deres patienter, mens de stadig er i live.
Det sker blandt andet på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande, hvor 56 af hospicets 211 indlagte patienter sidste år blev udskrevet - langt størstedelen til eget hjem.
Hospicechef Herdis Hansen er dog ikke overrasket.
- Vores indlagte opfylder kriterierne for at komme på hospice. De er terminalpatienter med ophørt helbredende behandling og kan ikke hjælpes andre steder, siger hun.
- Men i stedet for udelukkende at tage imod patienter i livets afsluttende fase, så giver vi patienter symptomlindrende pleje og omsorg tidligere i deres forløb, hvor vi med vores fysiske rammer og tværfaglighed i høj grad kan gøre en forskel. Dermed kan nogle komme hjem igen, siger Herdis Hansen til Kristeligt Dagblad.
Flere af landets andre hospicer, som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med, bekræfter den tendens.
Alle melder om over ti procent udskrevne i 2014, og nogle steder også over 20 procent, hvilket stemmer godt overens med vurderingen fra Hospice Forum Danmark.
Tiden er derfor inde til at få et nyt syn og en ny indsigt i, hvad hospicer også kan, siger Dorit Simonsen, leder af Hospice Djursland.
Ifølge Dorit Simonsen skyldes de mange udskrivelser, at der i Danmark er kommet flere hospicer til på få år, hvilket har medført en stor udveksling af erfaringer med at give lindring og omsorg.
- Det er vigtigt at få budskabet om, at man ikke nødvendigvis dør på et hospice, ud til befolkningen, for nogle bliver overraskede, når de får at vide, at de skal udskrives, siger hun til avisen.
- Samtidig er der behov for den lindring, hospicer kan tilbyde, for i dag lever vi længere tid med alvorlige sygdomme, og der er ofte risiko for alvorlige symptomer, når sygdommen er så fremskreden.
Danmark har i dag 19 hospicer og 250 hospicepladser.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde