Straks da Aarhusvand meldte om colibakterier i drikkevandet lørdag aften, blev Århus Sygehus (det tidligere Århus Kommunehospital) forsynet med uforurenet vand fra en vandtankvogn med 10.000 liter.
Herfra fordeler ekstra indkaldt personale frisk vand i vanddunke ud til afdelingerne på sygehuset i det centrale af Århus, hvor 20.000 indbyggere er ramt af et midlertidigt kogepåbud for drikkevand.
En enkelt af sygehusets bygninger, det nordligste højhus, bygning 10, er uberørt af situationen. Bygningen får sit vand fra andre kilder end den forurenede.
Beredskabschef Sanne Fisker oplyser, at der er faste aftaler om at få kørt en vandvogn ind til sygehuset med rent vand i den slags situationer. Vandvognen er blevet skiftet ud med en ny med frisk vand mandag morgen.
Cheflæge Anne Thomassen siger, at patienterne stort set ikke opdager problemet.
- Det eneste sted er på skadestuen, hvor patienterne kan se, at deres sår bliver skyllet af vand fra en vanddunk, siger Anne Thomassen.
På sygehuset må personalet gerne bruge vandet i hanerne til håndvask med efterfølgende afspritning. Men på skadestuen og andre steder med sårskylning samt i køkkenet må der kun bruges frisk vand eller kogt vand.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub