Pendlermor: Jeg får mindre tid sammen med mine to piger
Michelle Østergaard og hendes to børn mister værdifuld tid sammen på grund af id-kontrollen ved Øresundstogene
Som pendler med bopæl i Malmø og arbejde i København har danske Michelle Østergaard i forvejen en lang arbejdstid. Hun har mange timer væk fra hjemmet og få timers samvær med døtrene på to og fem år.
Og hun får ondt i maven ved udsigten til, at hendes rejsetid tilbage til Malmø fremover bliver endnu længere på grund af den id-kontrol, der bliver en realitet i Kastrup Lufthavn 4. januar.
- I forvejen har vi kun halvanden time, inklusive aftensmaden, inden mine piger skal i seng. Fremover har vi måske kun en halv eller hel time sammen, siger Michelle Østergaard, da Ritzau ringer hende op.
Hun vant til at pendle mellem Triangeln Station i Malmø og Østerport Station i København. Og hun er også vant til forsinkelser.
Men fremover får hun svært ved give sine børn et troværdigt svar på, hvornår hun henter dem i vuggestue og børnehave efter arbejde.
- Jeg kan ikke sige, hvornår jeg kommer og henter dem hver dag. Om det kommer til at tage en halv eller en hel time, eller om jeg bliver yderligere forsinket, siger hun.
Til alt held arbejder hendes svenske mand i Sverige, så han hjælper med at hente børnene.
- Hvis han også arbejdede i Danmark, ville det have været helt umuligt, siger hun.
Der bliver også længere mellem familiebesøgene i Danmark, forudser hun.
- Jeg vil ikke have, at mine børn skal bydes at stå i en kø i Kastrup sammen med måske frustrerede og sure mennesker, når vi skal hjem.
- Og det er ærgerligt. I forvejen ser vi mere til den svenske del af familien, fordi vi bor tættere på dem. Vi har hverken kørekort eller bil, så vi skal med toget.
Michelle Østergaard arbejder som direktionsassistent i et it-konsulentfirma. Jobbet levner ikke mange muligheder for hjemmearbejdsdage. Og hun har ikke lyst til at finde et andet job i Sverige.
- Det er ikke inde i mine overvejelser overhovedet, for jeg er simpelthen så glad for mit arbejde, siger hun.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker