En pose penge lige ned i lommen skal motivere skoleledere til at bremse mobning og vold, lyder forslag. Skolelederne selv er dog skeptiske.
Skoleledere, der formår at bekæmpe vold og mobning i skolerne, skal have en kontant bonus. Det foreslår Venstres Cecilia Lonning og de Konservatives Majbritt Mamsen, begge medlemmer af Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune, skriver Berlingske Tidende.
Forslaget kommer til trods for, at en ny undersøgelse, der blev offentliggjort fredag, viser, at omfanget af mobning og vold i de københavnske skoler er faldende.
I undersøgelsen - det såkaldte Københavnerbarometer - der er foretaget af Børne- og Ungdomsforvaltningen, har 12.378 elever deltaget, og ud af dem har 12 procent svaret ja til, at de inden for de seneste to måneder er blevet slået eller sparket af en anden elev.
- Det er mere end hvert tiende barn, der bliver slået eller sparket. Så kan det ikke nytte noget, at man bare skriver, at det er bedre end i andre kommuner. Det kan man som forælder ikke leve med. Det er formentligt urealistisk, at den kan komme ned på nul, men den skal da ned og ligge på en eller to procent, siger Cecilia Lonning til avisen.
Skolelederne selv er ikke ovenud begejstrede for forslaget.
- Motivationen skal ikke kun ligge hos skolelederen, den skal ligge i hele forsamlingen. Og det at bekæmpe mobning, det er jo i den grad et fælles projekt. Jeg tror, at der kunne blive en del mulen over, at "nå, nu laver skolelederen en mobbekampagne, bare fordi han skal have lidt mere i løn". Det skal ikke være for egen vinding, man skal lave den slags, men for skolens skyld, siger Skolelederforeningens formand, Anders Balle til Berlingske Tidende.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde