Retssagerne i kølvandet på afsløringen af Milena Penkowa hober sig op, og nu har hjerneforskeren, der selv er dømt for underslæb og mistænkt for videnskabelig uredelighed, meldt den 80-årige filosofiprofessor David Favrholdt fra Odense til politiet.
Anklagen lyder på overtrædelse af navneforbuddet i en retssag mod hende, og professoren kan nu se frem til både retssag og sandsynligvis en dom i form af en bøde, skriver Weekendavisen fredag.
- Sagen er færdigefterforsket og overgivet til juridisk behandling i min advokatur, oplyser politiadvokat Dorit Borgaard til avisen.
David Favrholdt forventer selv, at han bliver dømt:
- Folk, der har forstand på den slags, siger til mig, at jeg vil tabe retssagen, og det er så helt i orden. Jeg har aldrig før gjort noget kriminelt, men jeg får nok en bøde på 10.000 kroner eller noget i den retning, og jeg har ikke tænkt mig at appellere, siger han.
- Til gengæld får jeg så lejlighed til at skrive noget mere om Penkowa og rektor Ralf Hemmingsen, for de skal ikke dø i synden, siger han til Weekendavisen.
David Favrholdts forbrydelse skriver sig tilbage til marts i år, da han i dagbladet Politiken fik trykt en kronik, hvori det mellem linjerne fremgik, at Milena Penkowa var blevet dømt for underslæb i Københavns Byret.
På dette tidspunkt havde Penkowa anket dommen til landsretten, og sagen var derfor stadig undergivet navneforbud. Milena Penkowa opgav senere anken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned