Endnu en sag om fusk synes nu at kunne sættes i forbindelse med den bedrageridømte hjerneforsker Milena Penkowa
Ved gennemlæsning af Kammeradvokatens redegørelse, der forholder sig til Københavns Universitets administrative håndtering af sagen, fremgår det, at Milena Penkowa fabrikerede et opdigtet citat i håb om at hente en stor fondsbevilling.
Det skriver Berlingske.
Sagen begynder i 2004, da IMK Almene Fond viser interesse for Milena Penkowas forskning og efterfølgende opfordrer hende til at søge fonden.
En smigret Penkowa skriver i februar 2005 en ansøgning, men bliver to måneder senere i et svar fra formanden for IMK Almene Fond, Erhardt Gram, forelagt et tvivlsanliggende om, hvorvidt hun vitterlig har en doktorgrad.
Han kunne nemlig se, at hendes doktordisputats endnu ikke var forsvaret, da et bedømmelsesudvalg underkendte hendes første disputats.
Milena Penkowa forsikrer i et brev få dage senere, at et internationalt ekspertpanel i sit "second opinion" stiller sig uforstående over for den første bedømmelse. Det er i dette brev, at Milena Penkowa lader fantasien få frit løb:
"Deres bedømmelse af selve afhandlingen er i mine øjne optimal, idet de vurderede følgende (citat): Disputatsen er på et meget avanceret videnskabeligt niveau og anvender nyeste metoder og bioteknologier på innovativ vis, og samlet vurderes den til at være af højeste internationale klasse.
Ved ethvert lægevidenkabeligt fakultet og ved egne universiteter (underforstået i Norge og Sverige), ville disputatsen medføre doktorgraden", skriver Penkowa i brevet til Erhardt Gram.
Anders Björklund, der ifølge Penkowa skulle være en af de to professorer, som stod bag citatet, kan ikke genkende passagen.
Det skriver han i en mail til Berlingske.
Også Kammeradvokaten bekræfter, at citatet ikke eksisterer.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet