Den megen virak om den bedrageridømte hjerneforsker Milena Penkowa får hende til at overveje at opgive forskningen og i stedet arbejde som læge. I Danmark eller i udlandet.
Det skriver Holbæk Amts Venstreblad.
Efter aftale med Københavns Universitet (KU) fratrådte professor Penkowa i december 2010 sin stilling på universitetet.
Det skete efter, at en række sager om misbrug af fondsmidler, snyd med forskning, dokumentfalsk og bedrageri havde tårnet sig op om hende.
Selv forventer Penkowa fuldstændig at blive renset for anklagerne om fusk med sin doktordisputats. Men selv hvis det skulle ske, er det ikke givet, at hun vender tilbage til forskerverdenen.
- Hvis det skal være så besværligt, så kan det være lige meget. Så skal jeg måske ud i en klinik som læge - det er mere sandsynligt end noget som helst andet. Men det er ikke definitivt, fortæller Milena Penkowa, efter at hun tirsdag aften har holdt et foredrag på folkeuniversitetet i Holbæk.
- Når man på femte måned skal se sig selv i medierne hver dag, så er jeg begyndt at tænke, "lad de hjernesygdomme hvile i fred", siger Milena Penkowa.
Hun vil ikke udelukke, at hun forlader Danmark for at arbejde som læge et eller andet sted ude i verden.
Kammeradvokaten har netop færdiggjort en 700 sider lang rapport om KU's håndtering af de mange Penkowa-sager.
På den baggrund har universitetets bestyrelse valgt at frede den ellers udskældte rektor, Ralf Hemmingsen.
Ikke desto mindre mener videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), at der er grundlag for et skærpet tilsyn med universitetet på baggrund af miseren.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde