Pensionsmilliarder smuldrer i banker

Finanskrisen har tilsyneladende skræmt de private danske pensionsopsparere så meget, at en rekordhøj andel af de private pensionsformuer, som er placeret i pengeinstitutterne, er placeret uden for investeringsmarkedet og gemmer sig i stedet som kontante indlån.

Det viser en frisk opgørelse fra Spar Nord Bank, skriver dagbladet Børsen.

Det betyder, at omkring 160 milliarder kroner opsparet på kapital- og ratepensioner smuldrer i værdi, fordi renteniveauet er så lavt, at opsparerne reelt får et negativt afkast.

På baggrund af tal fra Finanstilsynet og Finansrådet har Spar Nord opgjort fordelingen mellem kontante indlån og puljeinvesteringer for de omkring 360 milliarder kroner, danskerne har opsparet på kapital- og ratepensioner i pengeinstitutterne.

Resultatet er, at hele 45,6 procent af kapital- og ratepensionerne i dag står som kontant indlån, svarende til et beløb i størrelsesordenen 160 milliarder kroner.

Målt i forhold til pengeinstitutternes gennemsnitlige udlånsrente giver de 160 milliarder kroner et afkast, der er lavere end inflationen. Derved smuldrer værdien, og opsparerne bliver reelt fattigere.

- Medmindre man har en meget kort investeringshorisont, er det svært at få øje på rationelle argumenter for at parkere halvdelen af sine pensionspenge på en indlånskonto. Renten er så lav, at de generelle prisstigninger overhaler afkastet, og derved sker der reelt en udhuling af opsparernes købekraft, siger seniorporteføljemanager i Spar Nord Bank, Martin Lundholm.

/ritzau/

Finanskrisen har skræmt mange private pensionsopsparere så meget, at pensionsformuen ikke investeres, men gemmes på indlånskonti i pengeinstitutterne.

Offentliggjort Sidst opdateret