Persondata i omløb efter sikkerhedsbrist hos rejsekortet
Foto: Arkivfoto: Anders Knudsen
Arkivfoto: Anders Knudsen
754 rejsekort-kunder har fået deres oplysninger delt med andre kunder. Opdateringsfejl, siger direktør.
En opdateringsfejl hos firmaet bag rejsekortet har bevirket, at 754 personer i sidste uge har fået deres navn, adresse og rejsekortnummer eller faktureringsoplysninger delt med andre kunder.
- Der har været nogle tilfælde, hvor oplysninger fra en indbetalingsaftale oprettet i dagene fra 23. til 25. august er kommet over til en forkert kunde, bekræfter direktør for Rejsekort A/S, Bjørn Wahlsten.
Med faktureringsoplysninger er der tale om de sidste fire numre af kreditkortnummeret.
Bjørn Wahlsten afviser, at der har været nogle sager om misbrug på baggrund af de lækkede oplysninger.
Han forklarer, at det er rejsekortets leverandør, IBM, der har lavet en serveropdatering, og at det er der, fejlen er opstået.
- De har lavet en opdatering, som vi ikke har været klar over. Der begyndte så at komme nogle henvendelser fra kunder omkring, at de havde fået et brev, som der stod et andet navn på, og der opdagede vi så fejlen, siger Bjørn Wahlsten.
Han siger, at de har arbejdet i døgndrift siden for at opsøge og kontakte berørte kunder.
Han understreger, at han vil gøre sit til, at det ikke sker igen.
- Nu skal vi have en redegørelse fra vores leverandører, så vi kan undersøge, hvordan pokker det her overhovedet kunne lade sig gøre, siger Bjørn Wahlsten.
Rejsekort gemmer alle oplysninger fra passagerer i en stor database, som har været i drift siden 2011. Rejsekortet gemmer også oplysninger om brugernes ind- og udtjekninger i op til fem år, og der er i alt data om flere end 100 millioner rejser.
Rejsekortet er et billetsystem baseret på et chipkort, der kan bruges i bus, tog og metro. Kortet samler landets forskellige trafikselskaber, takstområder, billetsystemer og rabatordninger i ét fælles system.
Rejsekortet introduceres gradvist over hele landet. Det virker indtil videre overalt i Hovedstadsområdet, i tog og nogle busser i Midtjylland og kun i tog på Fyn.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker