Kemikalier, der bruges af landbruget og gartnerierne til at bekæmpe svamp i afgrøderne, er måske slet ikke så uskadelige, som man tidligere har troet.
Forsøg på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) viser, at en blanding af fem almindeligt anvendte svampemidler, som blev givet til gravide rotter, gav hormonforstyrrende effekter.
Ingen af de fem stoffer havde i sig selv nogen skadelig effekt ved de doser, der var i blandingen. Men tilsammen udgjorde de en anderledes skadelig cocktail.
- I dag vurderer man risikoen ved kemikalierne et ad gangen for at finde frem til den dosis, hvor der ikke længere er nogen negativ effekt, siger forskningsleder Ulla Hass fra Fødevareinstituttet ved DTU.
- Men vores forsøg viser, at den fremgangsmetode kan betyde, at man kommer til at undervurdere pesticidernes risiko, påpeger hun.
Rotterne i forsøget fik blandt andet længere drægtighed og fødte færre levende unger, hvis de blev udsat for et miks af stoffer. Det er en hormonforstyrrende effekt, som ikke tidligere er set.
Advarslerne omkring cocktaileffekten kom senest frem i 2008, da DTU dokumenterede, at en række hormonforstyrrende stoffer kan medføre misdannelser hos mennesker.
Forskerne er med de nyeste forsøg ikke længere i tvivl om, at det er nødvendigt at tage højde for den slags effekter af kemikaliecocktails.
Men den nye viden har endnu ikke vundet indpas i reguleringen af kemiske stoffer.
- Som det er nu, ser man generelt på hvert stof for sig, når risikoen ved kemikalier vurderes i EU. Men mennesker udsættes ikke for kemikalier ét ad gangen. Vi påvirkes mange steder fra på samme tid, siger Ulla Hass.
Hun mener, at der i dag er tilstrækkelig viden til at ændre den måde stofferne vurderes på. Ved hjælp af computermodeller er det for eksempel muligt at regne ud, hvad risikoen bliver, når kemikalier påvirker hinanden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned