PET og ministerium skal lære mediefolk om faren ved kidnapning
Udenrigsministeriets Borgerservice og PET vil forebygge kidnapninger og retter fokus mod medieuddannelserne.
Flere danskere har i de seneste tre år været taget som gidsler, og faren for at blive kidnappet i de uroplagede dele af verden er ikke blevet mindre.
Derfor har Udenrigsministeriets Borgerservice og Politiets Efterretningstjenestes Forebyggelsesafdeling iværksat en indsats, der skal forebygge kidnapninger.
Det er sket efter en konference om forebyggelse og håndtering af gidselsager, som Udenrigsministeriets Borgerservice sammen med PET har været vært for.
Chefen for Udenrigsministeriets Borgerservice, Ole Egberg Mikkelsen, siger, at fokus blandt andet er rettet mod medieuddannelserne.
- I første omgang vil initiativet blive rettet mod medieuddannelserne. Det er en udløber af konferencen.
- Dem, der rejser ud på egen hånd uden en stor medieorganisation med et professionelt sikkerhedsapparat i ryggen, vil vi gøre opmærksom på risikoen ved at drage ud til urolige dele af verden, siger Ole Egberg Mikkelsen til Ritzau.
Gidselkonferencens formål var, at alle deltagere - såvel som Udenrigsministeriets Borgerservice og PET - kunne blive klogere på, hvordan gidselsager kan håndteres bedre.
Der var repræsentanter fra virksomheder, nødhjælpsorganisationer, søfarten og medier, alle som har behov for at have medarbejdere sendt ud i verdens urolige hjørner.
- Generelt er det mit indtryk, at store virksomheder, organisationer og medier har en meget høj bevidsthed og er meget opmærksomme på medarbejdernes sikkerhed, når de sendes ud til farlige områder.
- Noget andet er, når man på egen hånd som freelancer og studerende tager af sted, eller man på egen hånd indsamler nødhjælp og rejser af sted alene, siger Ole Egberg Mikkelsen.
Han tilføjer, at det endnu er for tidligt at sige, om initiativet også vil rette sig mod andre brancher.
I 2011 blev seks søfolk kidnappet fra fragtskibet Leopard og var gidsler hos somaliske pirater i 838 dage, inden de slap fri.
I 2013 blev en dansk freelancefotograf taget til fange af den militante gruppe Islamisk Stat i den nordlige del af Syrien. Han slap fri efter 13 måneder.
Freelancejournalisten Jeppe Nybroe blev i februar 2014 taget til fange af en kriminel bande i Libanon ved grænsen til Syrien, da han ville lave en reportage om netop kidnapperne. Han blev sat fri efter 28 dage.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet