Pia Kjærsgaard vil gerne i regering

Formanden for DF Pia Kjærsgaard er glad for kulturministerens invitation til at indlemme DF i regeringen. Der er ingen grund til, at det ikke sker, siger hun.

- Nu er katten ude af sækken.
Sådan lyder kommentaren fra Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, til kulturminister Brian Mikkelsens (K) forslag om at forsøge at danne en VKO-regering engang i fremtiden.
- Jeg har det personlig godt med partiet, så jeg har ingen problemer med, at partiet kommer i regering, siger Brian Mikkelsen til TV 2 onsdag. Og den melding har Pia Kjærsgaard det tilsyneladende særdeles godt med. Hun kalder Brian Mikkelsens åbning for en VKO-regering for en "positiv melding". Der er ikke "en eneste grund" til, at Dansk Folkeparti ikke en dag kommer i regering, siger Pia Kjærsgaard.
- En dag sker det. Derfor er det dejligt at få den melding fra De Konservative, og jeg undrer mig over, at Venstre ikke også allerede har sagt det, siger Pia Kjærsgaard, der dog samtidig understreger, at indflydelse er vigtigere end ministerbiler og taburetter for Dansk Folkeparti.
- Lige nu ligger ministrene længere nede på magtbarometeret end jeg, og det siger, at vi lige nu har stor indflydelse, fastslår Pia Kjærsgaard.
Dansk Folkeparti holder i disse dage sommergruppemøde i Vemb i Vestjylland. Fra mødet har partiet meldt ud, at det under de kommende finanslovforhandlinger vil kræve en fremrykning af offentlige investeringer i f.eks. sygehusene for at bekæmpe den stigende arbejdsløshed. Desuden ønsker DF at udvide sygedagpengeperiode, fordi den stigende arbejdsløshed gør det sværere for de syge at komme tilbage til arbejdsmarkedet.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret