Pladsmangel får KU til at brænde bøger

Københavns Universitets humanistiske fakultet på Amager skal til at brænde flere hundredtusind af bøger, fordi fakultetet ikke længere har plads til dem, skriver DR.dk

Fire institutbiblioteker skal af med en tredjedel af deres bøger, fordi de skal samles i et nyt videncenter i 2013. Og her er der ikke hylder nok til dem alle sammen.

Alene Saxo-instituttet for Historie og Etnologi må ofre 75.000 bøger til flammerne.

Her siger lektorernes tillidsmand, Christian Troelsgård, at det er ærgerligt og vil gå ud over forskningen og undervisningen.

- Universitetet forringer muligheden for udførelsen af de aktiviteter, vi er ansat til at udføre, når det reducerer bogsamlingerne på den måde. Det er en meget trist ting. Vi bryder os ikke om de der bogafbrændinger, siger tillidsmanden.

Fakultetets dekan, Kirsten Refsing, siger, at det er i orden at brænde bøgerne. Det var et spørgsmål om at få plads til enten med studerende eller bøger, og fakultetet valgte at afse pladsen til de studerende.

- Der er ingen anden måde at gøre det på. Vi har foreslået at tilbyde bøgerne til de studerende, men problemet er, at bøgerne er indkøbt for statens, altså skatteborgernes penge, og så kan vi som institution ikke få lov at sælge dem, siger dekanen.

/ritzau/

KU's humanistiske fakultet har ikke plads til alle sine bøger. Flere hundredtusindvis bliver brændt.

Offentliggjort Sidst opdateret