Plaget kirke skal droppe privat vagtværn

Skjoldhøj kirke i Brabrand ved Århus må ikke hyre et privat vagtværn for at få bugt med tyverier og indbrud i biler på kirkens parkeringsplads.

Kirken havde ellers hyret det private vagtfirma, DK-Aros Vagt, til i næste måned at holde tyvene væk, fordi politiet ikke fast kan overvåge stedet. Men det må vagtfirmaet ikke, skriver Århus Stiftstidende.

Opgaven kolliderer nemlig med vagtloven, som siger, at der ikke må drives vagtvirksomhed på områder, hvor der er "almindelig adgang".

Derfor vil det være i strid med vagtloven at hyre professionelle vagter, lyder meldingen fra Østjyllands Politi, som er den myndighed, der i givet fald skal give en særlig tilladelse til, at DK-Aros Vagt må holde vagt over bilerne.

Og sådan en tilladelse har vagtfirmaet eller kirken ikke søgt om, skriver avisen.

Tilbage på parkeringspladsen ved Skjoldhøj Kirke står Svend Ove Böhm fra menighedsrådet og tager sig til hovedet over sagens udvikling.

- Vi har nogle store arrangementer her op mod jul, og det skal altså være sådan, at vores gæster kan føle sig sikre på, at der ikke sker indbrud i deres biler, mens de er inde i kirken, siger Svend Ove Böhm.

Flere politikere kræver, at politiet løser problemerne omkring kirkerne og kirkegårde.

- Det er fint, at menighedsrådene selv tager affære, men der er overhovedet ingen tvivl om, at det er politiets opgave at være til stede og sikre ro, for vi har den største politistyrke nogensinde med det største budget, siger Venstres retsordfører Kim Andersen til Kristeligt Dagblad under henvisning til episoder i Brabrand og ødelæggelse af gravsten i Silkeborg i weekenden.

Hverken kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) eller justitsminister Lars Barfoed (K) har ønsket at kommentere sagen overfor Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

Skjoldhøj Kirke ved Århus plages af tyverier på kirkens parkeringsplads. Politiet har ikke tid til at holde opsyn, og kirken må ikke hyre et vagtfirma.

Offentliggjort Sidst opdateret