En anholdelse af to narkomistænkte udviklede sig højdramatisk, da politiet lørdag formiddag slog til ved Storebæltsbroens betalingsanlæg nær Korsør.
To betjente kom i klemme, to politibiler blev påkørt, og der blev skudt varselsskud, før de mistænkte blev erklæret anholdt, oplyser sektionsleder Steffen Th. Steffensen, narkoafdelingen hos Københavns Politi.
De to personer i bilen, en Renault, stødte nær Slagelse til en lastbil, som var kommet fra Holland - og efter politiets fornemmelse med en last narko. De to mænd fik overdraget et kvantum af "noget" og vendte bilen mod Jylland.
- Vi besluttede at stoppe dem ved betalingsanlægget før Storebælt. Da de skal til at stikke deres dankort ind i automaten, træder nogle betjente frem og siger, at de er anholdt. Men det vil de to ikke, så de påkører den ene betjent, så han kommer i klemme, og det gør den anden betjent også. Så skyder vi varselsskud, hvorefter bilen kører gennem bommen, beretter Steffen Th. Steffensen.
Herefter torpederede Renault'en to politibiler, og først da airbag'sene blev udløst efter påkørslen af patruljevogn nummer to, kunne betjente med trukne våben kl. 10.44 erklære mændene anholdt.
Aktionen blev gennemført med stor bistand med Østjyllands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, tilføjer sektionslederen.
- De to anholdte er nu fragtet til København sammen med deres bil, som vi er ved at ransage, og der er fundet narkotika i den, formentlig kokain. Vi har foretaget yderligere to anholdelser på Sjælland, så vi nu har fire anholdte, heriblandt én, som vi mener er bagmanden, siger Steffen Th. Steffensen.
De fire sigtede stilles søndag for en dommer i Københavns Dommervagt.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde