Politi vil finde alternativ til delegation

Rigspolitiet overvejer alternativer til den irakiske delegation, næste gang der skal gennemføres tvangsmæssige udsendelser af irakiske asylansøgere.

Det skriver politiken.dk.

I forbindelse med den seneste udsendelse af irakere gennemførte en delegation af irakiske embedsmænd afhøringer af hver eneste af dem, uden at asylansøgerne måtte have deres advokater med.

I mindst et af tilfældene truede delegationen med repressalier ved ankomsten til Irak.

Men ifølge vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen fra Rigspolitiets Udlændingeafdeling er det dog ikke de tvivlsomme afhøringer, som får politiet til at søge andre løsninger.

- Det er en stor praktisk operation med delegationsbesøg, så vi vil se, om det er muligt at klare det uden. Vi arbejder løbende på at finde ud af, om der er andre måder at gøre det på, så vi kan nå det samme resultat, siger vicerigspolitichefen til politiken.dk.

Han ønsker ikke at fortælle, hvilke alternativer politiet overvejer at benytte sig af, og han vil stadig ikke afvise, at delegationsløsningen sagtens kan komme på tale igen.

- Hvis der ikke er andre alternativer, gør vi det selvfølgelig igen. Men der er meget praktisk, der skal falde på plads, og det kræver, at vi har mange i udsendelsesposition til rådighed på én gang, siger han.

/ritzau/

Rigspolitiet ønsker alternativer til den irakiske delegation, der afhører irakiske asylansøgere uden advokatbistand, før de tvangshjemsendes fra Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret