Politiet melder om en stille sne-nat

Det varslede snevejr har tidligt søndag morgen ikke skabt problemer rundt om i landets politikredse. Langt de fleste af landets vagtchefer melder om en nat, der måske har været lidt mere stille end normalt.

Offentliggjort Sidst opdateret

I politikredsen i Syd - og Sønderjylland begyndte den første sne at falde allerede omkring klokken 23, og det lagde en dæmper på festlighederne.

- Det er helt klart vores indtryk, at folk bliver inden døre. Det er jo en stor julefrokostaften og -nat, men folk har ikke været så meget på gaderne, som de plejer at være, fortæller vagtchef Ivan Gohr Jensen.

Et par billister har i løbet af natten mærket til de glatte veje.

- Vi har haft nogle små færdselsuheld. Heldigvis ikke med personskade. Det er nogen, der har mistet herredømmet i lav hastighed, fortæller vagtchefen.

I alt har kredsen fået anmeldelser om fire-fem uheld, der relaterer direkte til glat føre.

Også Midt- og Vestjylland har været ramt af sneen, siger vagtchef Ole Banghøj.

- Der er lidt problemer med sneen oppe på Mors og ved Thisted. Snevagten har opgivet at rydde deroppe, fortæller han.

Derfor bliver politiet nødt til iværksætte noget tungere materiel som pansrede mandskabsvogne, hvis eksempelvis ambulancer skal have banet vejen gennem snedriverne.

Mens sneen er faldet i Jylland, har der på Sjælland og på Fyn været tale om en helt almindelig nat. Tidligt søndag morgen har københavnerne endnu ikke set noget til det varslede snevejr.

- Der har været masser af mennesker i byen, og der er ikke noget sne endnu, siger vagtchef ved Københavns Politi Flemming Kim.

På Københavns Vestegn har der været lidt mere roligt end normalt.

- Men om det er på grund af det varslede snevejr, eller fordi det er dagen derpå efter den store julefrokostaften fredag, det kan jeg ikke sige noget om, siger vagtchef Brian Normann.

Også Fyns Politi melder om stilhed før storm:

- Vi følger vejret og snefaldet. Og indtil videre kan man godt køre, hvis man bare kører forsigtigt, siger vagtchef Erik Halkjær.

/ritzau/