Politiforbundet: Vi diskriminerer ikke

Når politiet visiterer folk for våben i de særlige visitationszoner, er halvdelen af de visiterede af anden etnisk baggrund. Det viser en ny rapport, som bruger politiets egne tal.

Formanden for politiforbundet, Peter Ibsen, er imidlertid på ingen måde overrasket over, at politiet især har visiteret de etniske minoriteter. Samtidig afviser han, at politiet diskriminerer.

- I visitationszonerne er der mig bekendt en overrepræsentation af folk med anden etnisk baggrund. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der så er flere med anden etnisk baggrund, som bliver visiteret i de zoner, siger han.

- Samtidig vil jeg minde om, at i den igangværende bandekonflikt i København er den ene af parterne med andet etnisk baggrund, siger Ibsen.

Dagens rapport fra DRC, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, refererer til en video, som viser, at politiet har standset en bil med en etnisk dansker ved rattet.

Imidlertid er det en dansktyrker på passagersædet, som politiet trækker ud. Den slags er ikke korrekt, mener formanden for Politiforbundet.

- Det er ikke i orden. Politiet skal passe på med ikke at skabe et billede af, at politiet kun går efter folk med anden etnisk baggrund, siger Ibsen.

Han mener, at mange gerne vil tegne det billede.

- Der skal vi passe meget på, at vi ikke medvirker til at forstærke det indtryk, som nogen desværre har, siger han.

Dansk Politi diskriminerer dog ikke, understreger han.

- Ikke på nogen som helst måde. Der er heller ikke racisme i dansk politi. Det viser talrige undersøgelser, siger Peter Ibsen.

Politiet fik i 2004 mulighed for at selv at indføre visitationszoner, hvor det må visitere borgere uden begrundet mistanke.

I dag er alle zonerne ophævet, undtagen i Esbjerg, skriver Politiken.

/ritzau/

Politiformand ikke overrasket over, at etniske minoriteter bliver mest visiteret. Han ser ingen diskrimination

Offentliggjort Sidst opdateret