Politikere afviser pengespild i Skejby

Der er højst spildt rådgivningsarbejde for 25 millioner kroner i forbindelse med byggeriet af et supersygehus i Skejby ved Århus, siger formanden for Region Midtjylland, Bent Hansen (S).

Han afviser, at så mange penge som 200-300 millioner kroner skal været spildt ved, at regionen har haft for vidtløftige byggeplaner.

- Der er ikke fugls føde på den historie, siger Bent Hansen.

Der har været brugt flere penge til rådgivning og regionens eget projektarbejde end de 25 millioner kroner, siger Bent Hansen og fortsætter:

- Men der har ikke været meget spildt forarbejde. Der er lavet udbudsberegninger og planer, som stadig kan bruges i projektet, siger Bent Hansen.

Region Midtjylland opererede i første omgang med et projekt til over 13 milliarder kroner. Efterfølgende har regionen fået tilsagn om statsstøtte til kun et 6,5 milliarder kroner dyrt sygehus.

Bent Hansen bakkes op af den konservative gruppeformand i regionen, Poul Müller.

Han slår på, at regionen ikke har brugt penge til rådgivning om byggeri, der ligger uden for budgetrammen på 6,5 milliarder kroner.

- Det er decideret usandt, at der er spildt 200-300 millioner kroner. Det står jeg gerne på mål for, siger Poul Müller.

Bent Hansen afviser, at der skulle være fyret to ledende projektchefer i forbindelse med byggeriet. Han afviser også, at pengespild skulle være årsag til sparerunder og fyringer i regionens sygehusvæsen.

- Skejby er en anlægsudgift. Det budget blander vi ikke sammen med sygehusvæsnets driftsbudget, siger Bent Hansen.

/ritzau/

Pengespildet på byggerådgivning for supersygehus i Skejby har været minimalt, siger regionsrådspolitikere.

Offentliggjort Sidst opdateret