Politikere går i kamp for dansk pantsystem
Det vil gå ud over både det danske pantsystem og miljøet, når regeringen i forbindelse med finansloven vil fjerne cirka 70 millioner kroner fra Dansk Retursystem, der står for behandlingen af det danske system med pant og returflasker.
Begge sider af Folketinget advarer således regeringen mod at fjerne midlerne, skriver nyhedsbureauet Newspaq.
Ud over et potentielt svagere pantsystem vil besparelserne gå ud over non-profit miljøorganisationen Hold Danmark Rent, der står til at miste i alt cirka seks millioner kroner.
Den konservative miljøordfører, Benedikte Kiær, undrer sig og siger til Newspaq:
- Jeg kan ikke forstå, hvorfor regeringen vil ramme Hold Danmark Rent dobbelt ved både at fjerne det tilskud, som staten kommer med, men også ved at tage penge fra Dansk Retursystem, så de heller ikke har råd til at give bidrag til Hold Danmark Rent.
I Enhedslisten er man heller ikke tilfreds med, at miljøorganisationen måske kommer til at lade livet efter nytår.
- Jeg synes da, at det er ærgerligt, hvis Hold Danmark Rent skal lukke, for der er ingen tvivl om, at de yder og har ydet et godt stykke arbejde og en god indsats, siger Per Clausen, partiets miljøordfører, til Newspaq.
Per Clausen håber, der er mulighed for at redde Hold Danmark Rent i de kommende finanslovforhandlinger.
Skulle Hold Danmark Rent bukke, vil deres indsats blive savnet hos Danmarks Naturfredningsforening.
- De har lavet rigtigt mange gode kampagner gennem tiden, så dem kommer vi til at mangle til at orientere om pantordninger og ordentlig affaldshåndtering i det hele taget, siger miljøpolitisk medarbejder i foreningen, Christian Poll, til Newspaq.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned