Politikeres troværdighed skraber bunden i ny måling
Politikerne ligger igen på en grim sidsteplads.
De er den faggruppe med aller mindst troværdighed i befolkningen, viser en ny troværdighedsanalyse.
Den gruppe vi har næstmindst tillid til er bilforhandlerne, og så kommer journalisterne på en tredjeplads fra bunden.
I analysen, der er foretaget af Epinion blandt godt 1000 danskere i alderen 18-65 år, har Radius Kommunikation bedt danskerne bedømme troværdigheden hos 20 faggrupper på en skala fra et til fem - hvor fem er "meget høj", og et er "meget lav".
Resultatet placerer sygeplejerskerne og lægerne højst på troværdighedsbarometret ligesom i det foregående år.
At politikerne ligger i bunden overrasker ikke kommunikationsekspert fra Radius Kommunikations Nicolaj Taudorf Andersen.
- Danskerne vil have klare holdninger, substans og svar fra politikerne. Men det ser ud til at prelle af på politikerne, og det udgør et reelt demokratisk problem - særligt hvis den manglende tillid leder til ligegyldighed over for såvel politikerne som lovgivningen, siger han.
Bertel Haarder (V), medlem af folketingets præsidium, mener, der er en sammenhæng mellem journalisternes og politikernes dårlige placering.
- Begge grupper skal tænke over deres lave position i befolkningens bevidsthed. Den skyldes dels den måde politikerne taler om hinanden på, men også journalisternes jagt efter lusen i skindpelsen og manglende interesse for de ting, der fungerer godt.
- Vi må løfte moralen i den måde, vi debatterer på og behandler hinanden og de politiske emner på, siger Bertel Haarder.
Han mener, at konsekvensen bliver og allerede er, at for få kvalificerede stiller op til politiske embeder, fordi de vil undgå mediemøllen og den politiske kværn.
Generelt er faggruppernes troværdighed faldet siden 2012.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet