Politiet har udskrevet 250 bøder til lastbiler og busser, som er kørt ulovligt ind i storbyernes miljøzoner med alt for hostende dieselmotorer, siden København og Frederiksberg i 2008 som de første indførte begrænsninger på forurenende erhvervstrafik.
Bødeantallet betragter såvel miljøminister Karen Ellemann (V) som Socialdemokraternes medlem af miljøudvalget, Benny Engelbrecht, som bevis på, at politiet fører en ordentlig kontrol.
- Det ser ud til, at der bliver fulgt op på miljøzonerne fra politiets side, siger Benny Engelbrecht.
Blandt andre Socialdemokraterne var ellers ude med riven efter politiet i sidste måned, da bladet Ingeniøren rapporterede, at politiet i København kun havde udskrevet seks bøder i år.
En opgørelse fra miljøministeren viser nu, at Københavns Politi alene siden den 1. juli har rejst 16 sigtelser i medfør at nye regler fra samme dato, der hæver bøderne betragteligt til typisk 5000 kroner til chaufføren og 15.000 kroner til vognmanden.
Kritikere har anført, at det danske system med miljømærker i forruden ikke sikrer en ordentlig kontrol. I London tjekkes lastbiler elektronisk med filmning af nummerpladerne. Miljøministeren siger med henvisning til bødeantallet:
- Det ser jeg som en klar indikation af, at det nuværende system med miljøzonemærker har vist sig effektivt, skriver hun til Folketinget.
Bøderne har indbragt statskassen omkring fem millioner kroner, efterhånden som også Odense, Århus og Aalborg er kommet med.
45.000 vognmænd har fået miljømærket for, at deres dieselbiler har moderne katalysatorer til at begrænse partikelforureningen. Øvelsen har kostet de danske vognmænd en halv milliard kroner til nye køretøjer eller partikelfiltre.
Benny Engelbrecht efterlyser en større indsats for at oplyse udenlandske vognmænd og chauffører om de danske miljøzonekrav.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde