Badesikkerhed bliver et emne ved et møde i Lokalrådet. Politileder vil diskutere emnet med politikere.
Turister skal have bedre besked om de farer, der lurer ved badning i Vesterhavet. Det mener lederen af lokalpolitiet i Ringkøbing, der vil rejse spørgsmålet med kommunen i lokalrådet efter de seneste drukneulykker. For eksempel bør der i alle udlejningssommerhuse hænge en redningsvest, mener Jens Ole Pedersen.
- Vi må kunne finde ud af noget for at højne badesikkerheden, siger han.
Nær Hvide Sande er tre tyske turister druknet denne sommer. Tirsdag omkom en 56-årig far og hans datter på 25 år. Hun var gået ud i bølgerne for at redde faren. Og to uger tidligere druknede en 52-årig far i forsøget på at komme sin søn på 14 til undsætning.
- Måske burde man gøre det lovpligtigt ved udlejning af sommerhuse, at der på væggen hænges et opslag på tre sprog om, hvad man skal tage sig i agt for. I dag får lejere udleveret en folder, men den får man sammen med reklamer for forlystelser. Et opslag på væggen vil nok få mere opmærksomhed.
- Man kan også forestille sig, at der i alle udlejningssommerhuse findes en redningsvest, som familierne opfordres til at tage med på stranden. Jeg er godt klar over, at ikke alle vil tage den med, men hvis bare nogen gør det, vil der altid være redningsveste på stranden, siger Jens Ole Pedersen.
Også bedre skiltning på strandene kan være en del af løsningen, mener han.
Tidligere på sommeren opfordrede Rådet for Større Badesikkerhed de lokale erhvervsdrivende og turisterhvervet i Vestjylland til at gøre en større indsats for at hindre badeulykkerne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned