Rigspolitiets beslutning om at nægte 34 afviste irakiske asylansøgere muligheden for at få advokatbistand under afgørende samtaler med en udsendt irakisk delegation vækker vrede på Christiansborg.
Flere juridiske eksperter vurderer, at de danske myndigheders håndtering af sagen kan være direkte ulovlig. Det får både De Radikale og Socialdemokraterne til at kræve en forklaring.
- Hvis jeg var irakerne, så ville jeg da have kompetente vidner med til samtalen. Og jeg synes, det er fuldstændigt unødvendigt at afskære dem fra det. Hvad skulle staten tabe ved det? Igen er det et udtryk for en urimelighed og en meningsløshed. Det giver ingen mening at nægte dem det, siger De Radikales udlændingeordfører, Marianne Jelved.
Hun mener, det er betænkeligt, hvis Rigspolitiet føjer et ønske fra den irakiske delegations side.
- Uanset, hvad den irakiske delegation tilkendegiver i den sammenhæng, så er det Danmark, der bestemmer, hvordan sådan nogle ting forløber her. Man kan da ikke overlade til fremmede myndigheder at afgøre, hvordan borgernes retssikkerhed skal varetages i Danmark, siger hun.
De 34 afviste irakiske asylansøgere står i disse dage skoleret foran en delegation af embedsfolk fra Irak, der skal fastslå, om de er irakiske statsborgere. Rigspolitiet har nægtet dem muligheden for at få en advokat eller en repræsentant fra Dansk Flygtningehjælp med til samtalen. Men afgørelsen er ulovlig ifølge lektor i udlændingeret ved Københavns Universitet Kim U. Kjær. Også direktøren for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen, mener, at beslutningen kan være i strid med forvaltningsloven.
Både Marianne Jelved og Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, vil nu føre sagen videre til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).
- Vi bliver nødt til at spørge ind til den her sag hos integrationsministeren. Retsikkerhedsprincipperne i Danmark skal selvfølgelig også gælde for afviste asylansøgere. Selvfølgelig skal de det. Hvis det er en situation, hvor vi plejer at give mulighed for advokatbistand eller bisidning, så skal de selvfølgelig også have det, siger Henrik Dam Kristensen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned