Portoen stiger til otte kroner

Når du i fremtiden smider et almindeligt brev i postkassen, kommer du til at hive væsentligt flere kroner op af lommen for frimærket.

Fra 1. april stiger portoen for at sende et almindeligt A-brev, der når frem dagen efter, fra 5,5 kroner til 8 kroner. B-breve, der tager to til tre dage om at nå frem, stiger fra 5,5 kroner til 6 kroner.

I løbet af de seneste to år er der sket et fald i antallet af breve på 20 procent herhjemme. Post Danmark forklarer nedgangen med, at danskerne ved hjælp af for eksempel NEM ID og E-boks i højere grad sender og modtager post over internettet.

Mindre brevpost øger omkostningerne for Post Danmark.

- Vi skal have vores økonomi til at hænge sammen, og vi sætter prisen ud fra, hvad det koster at håndtere brevene. Når digitaliseringen løber så hurtigt, som den gør, så bliver omkostninger per brev højere, siger Henrik Larsen, chef for privatkunder i Post Danmark.

Allerede med de nuværende priser er Danmark et af de dyreste post-lande. Forbrugerrådet ser ikke positivt på udsigten til dyrere frimærker.

- Der er tale om en ekstremt aggressiv prisstigning over for forbrugerne, som jo kan medføre, at der sker en endnu hurtigere afvandring fra brugen af almindelig post, siger chefkonsulent Martin Salamon fra Forbrugerrådet.

Fra 1. april kan danskerne nu betale portoen over sms, og man slipper for besværet med frimærket. Post Danmark håber, at mobilservicen vil få flere til at sende breve.

- Vi tror ikke, vi kan stoppe digitaliseringen af Danmark ved at indføre et sms-frimærke. Men det er nemmere, end hvis du først skal ned på posthuset og købe dit frimærke. Tilgængeligheden er meget vigtig for danskerne, siger Henrik Larsen.

Fra januar i år blev postmarkedet herhjemme liberaliseret. Forbrugerrådet håber derfor på, at flere spillere vil komme ind på postmarkedet, så priserne for brevpost kan falde igen.

/ritzau/

Fra 1. april stiger portoen for et almindelig brev med hele 45 procent.

Offentliggjort Sidst opdateret