Kæntringsulykken ved Præstø Fjord i februar i år præger stadigvæk i høj grad Truels Truelsen, der er forstander på Lundby Efterskole. Syv af skolens elever måtte genoplives efter ulykken, og en lærer mistede livet.
- De følger, der er kommet hos eleverne, og det omfang, det har fået med de forældre, der er involveret, det har jeg det forfærdelig skidt med, siger Truels Truelsen til DR Nyheder.
Han understreger dog samtidig, at skolen har retningslinjer for sejlads, og at han stolede på, at de blev overholdt.
- Sejladsen gik imod skolens interne retningslinjer om aldrig at sejle længere fra land, end man kan vade i land, siger Truels Truelsen.
- Den skønsmæssige fejl, der er blevet lavet, er afstanden til land. Den er skønnet forkert, forklarer han ifølge DR Nyheder.
Han fastslår samtidig i en pressemeddelelse, at alle på skolen er mærket og dybt berørt af ulykken, hvor livet aldrig bliver det samme for nogle af de involverede og deres familier.
Hårdest er det gået ud over 16-årige Lasse Jensen, som har fysiske skader på hænder og fødder og hverken kan gå, tale eller synke, så han får mad gennem en sonde i maven.
- Set i bakspejlet ville vi alle ønske, at beslutningen om at sejle ud den dag ikke var truffet, siger han i en pressemeddelelsen.
Skolen venter lige nu på en rapport fra Havarikommissionen, som skal fastlægge hændelsesforløbet. Men på flere punkter er Lundby Efterskole ikke enige i de foreløbige konklusioner, der blandt andet langer hårdt ud efter forstanderen.
Bestyrelsesformand for Lundby Efterskole Bjarne Rasmussen meldte onsdag ud, at skolen bakker fuldt ud op om forstanderen, som ifølge formanden har "gjort sit fuldstændig korrekt".
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker