Det var i strid med god presseskik, da en journalist fra dagbladet B.T. i sidste uge ringede til den omstridte præst i Brorsons Kirke i København, Per Ramsdal, og udgav sig for at være flygtningeven, der ville hjælpe med at skjule udviste irakere.
Det vurderer en af Danmarks førende mediejurister, Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Som udgangspunkt er journalisters brug af skjulte metoder i strid med god presseskik, medmindre der er tale om, at der afdækkes alvorlige forhold, der har væsentlig samfundsmæssig interesse, og som kun kan afdækkes ved brug af skjulte metoder.
- Samtalen afdækker faktisk ikke det, som B.T. påstår. De beskylder Per Ramsdal for at være hemmelig bagmand i et netværk, der skjuler flygtninge for politiet, men det bliver ikke afdækket i samtalen. Derfor mener jeg, at B. T. s skjulte optagelser og ikke mindst deres artikel med disse voldsomme beskyldninger, der ikke er dækning for, er i strid med god presseskik, siger Oluf Jørgensen.
Sognepræst i København Kirsten Sandholt har meldt journalisten fra B.T. til politiet for forsøg på at overtræde udlændingeloven.
B. T. s ansvarshavende chefredaktør, Peter Brüchmann, forsvarer sin journalist.
- Vi imødeser den (anmeldelsen, red.) med fortrøstning, for det er en helt legitim journalistisk metode at gøre det her, og vi gør det for at finde ud af, om det tip, vi har fået, er korrekt, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker