Pressesky politiker fra Pjedsted formår at provokere

Pedellens søn fra Pjedsted formår at dele vandene. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Ikke mange vidste, hvem Rasmus Stoklund var, da han blev valgt til Folketinget. Men partiet troede på ham og gav ham en tung post. Den 17. marts fylder han 40.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om Rasmus Stoklund har notorisk dårlig stedsans, har han vist en god fornemmelse for, hvor Socialdemokratiet har været på vej hen.

Allerede før det bærende regeringsparti anlagde en hårdere kurs over for udlændinge, havde han i 2016 udgivet en bog, hvor han blandt andet tog et opgør med partiets blødsødenhed.

I dag er partiets kurs stik modsat, og søndag den 17. marts fylder pedellens søn fra Pjedsted 40 år.

Rasmus Stoklund er opvokset i byen uden for Fredericia som søn af en pedel og en frisør.

Han uddannede sig inden for statskundskab og efterfulgte sin ven Simon Kollerup som formand for den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum i København.

Siden blev han ansat i Dansk Metal. Der var således ikke mange ud over en inderkreds i Socialdemokratiet og dele af fagbevægelsen, der kendte Rasmus Stoklund, før han som 35-årig blev folketingsmedlem i 2019.

Han fejrede mandatet for Nordsjællands Storkreds med kaffe og jordbærtærte fra bageren med sin familie og forældre i Herlev, inden de kørte hjem til Pjedsted.

Selv om han var nyvalgt, fik han den tunge post som udlændingeordfører for regeringspartiet efter valget, som var det første i to årtier, der ikke var et udlændingevalg, men et klimavalg.

Han udbad sig tre måneders læsetid til at komme ind i tingene, men fik at vide, at han bare skulle komme i gang.

Som ung øvede Rasmus Stoklund sig i at være mere udadvendt. Det kan derfor virke pudsigt, at han er midlertidig politisk ordfører, da netop politiske ordførere skal stå til rådighed for pressen fra tidlig morgen til sen aften.

Han beskrives som en pressesky politiker, der alligevel konstant formår at provokere folk omkring sig.

Det gjorde han blandt andet med et opslag på sociale medier om udlændinge på tålt ophold. Det var ledsaget af et billede af ukrudt fra haven.

I et debatindlæg anklagede han senere skuespiller Ghita Nørby for at "solidarisere med Islamisk Stats krigere og sympatisører", da hun kritiserede regeringen for ikke at ville hjemtage børnene i de syriske fangelejre.

Den yderste venstrefløj ser ham som dybt provokerende, Men han trøster sig med at "hr. og fru Danmark" nok vil være enig med ham.

/ritzau/