Presset på studieboliger er størst i København
På trods af flere nye kollegier - som her i Lyngby - mangler der studieboliger i København. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Studiestart betyder ny bolig for tusindvis af kommende studerende. Særligt i København kan det være svært.
Om en måneds tid kan 69.526 se frem til at skulle starte på en videregående uddannelse. For langt størstedelen betyder studiestart også, at jagten nu går ind på en bolig.
Særligt i København er boligmarkedet vanskeligt - også i forhold til de andre store studiebyer, Aarhus, Aalborg og Odense.
Det siger Curt Liliegreen, som er direktør for Boligøkonomisk Videncenter.
- Det, vi har (i København red.), er nogle mindre lejligheder, som man med lidt god vilje kan kalde studieegnede boliger, i og med at de er mindre og billige.
- Men hvis vi ser på deciderede studieboliger bygget til studerende, så har vi slet ikke nok, siger han.
Forklaringen skal findes i, at der i København i en årrække ikke er blevet bygget mange ungdomsboliger, som er egnede til studieboliger, siger Liliegreen.
I særdeleshed Aalborg er situationen dog en anden. Her er der nemlig generelt blevet bygget mange boliger - herunder også ungdomsboliger.
Derudover har København oplevet en hurtigere befolkningstilvækst end i Aarhus, Aalborg og Odense. Det har gjort det københavnske boligmarked mere presset end i de andre byer, mener Curt Liliegreen.
Også hos Lejebolig.dk siger direktør Michael Eggert, at København lige nu er den mest efterspurgte studieby at finde bolig i.
Faktisk er der generelt endnu mere rift om boligerne i år, end der har været tidligere.
- Jeg mener, det er oppe imod 15 til 20 procent forøgelse i søgningen sammenlignet med sidste år, siger han.
Samtidig oplevede de hos Lejebolig.dk en kraftig forøgelse i søgningen på lejebolig, lige efter Danmark lukkede ned.
- Det er min vurdering, at udbuddet er lavere, end det har været de andre år, simpelthen fordi der har været en øget efterspørgsel de seneste måneder på grund af coronanedlukningen, siger Michael Eggert.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker