Pride-deltagere hylder Søren Pape: Vi mindes din ordentlighed

Copenhagen Pride Parade fra Frederiksberg Rådhus til Rådhuspladsen i København lørdag den 17. august 2024. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Søren Pape Poulsen, der talte åbent om at være homoseksuel, hyldes med banner og skilte under Pride-parade.

Offentliggjort Sidst opdateret

De Konservatives tidligere formand Søren Pape Poulsen, der i marts døde efter at være blevet ramt af en hjerneblødning, bliver lørdag hyldet under Copenhagen Pride Parade.

På et banner, som Søren Pape er afbildet på, står blandt andet skrevet:

- Tak for alt!

Pride-deltagerne har også medbragt et skilt, hvorpå der står:

- Vi mindes din ordentlighed.

Søren Pape sprang ud som homoseksuel i 2014. Har var kort forinden blevet udpeget som ny politisk leder i De Konservative.

Den afdøde politiker havde egentlig besluttet sig for, at det "skulle holdes under privatlivets fred".

- Men jeg får så mange spørgsmål, så nu siger jeg det, som det er.

- Jeg er homoseksuel. Men det er jo bare én del af mig, sagde han til Fyens Stiftstidende.

For første gang i De Konservatives historie deltog partiet - med Søren Pape helt forrest i gruppen - i paraden i 2017.

Partiet har deltaget lige siden, men det er anderledes i år, selv om De Konservative har kaldt det for en "borgerlig mærkesag at kæmpe for frihed for det enkelte menneske".

Robert Spliid, der er formand for partiets vælgerforening på Frederiksberg, har således oplyst til Jyllands-Posten, at man ikke deltager i år.

- Det er jo den pris, man betaler, hvis man vil misbruge en tværpolitisk god sag til at markere sig politisk ensidigt, har han sagt til avisen.

Copenhagen Pride har siden februar været i et regulært stormvejr.

Her meldte organisationen ud, at den "står i solidaritet med det palæstinensiske folk".

Det lød også, at organisationen ville stille spørgsmål til partneres aktiviteter i Israel og de palæstinensiske områder.

Trods en undskyldning få uger senere var skaden allerede sket.

Næsten halvdelen af sponsorerne trak sig, viste en rundringning fra DR i maj.

Lørdagens parade er kulminationen på festivalen, der sætter fokus på LGBTI+-personers rettigheder.

Optoget startede omkring klokken 13.30 fra Frederiksberg Rådhus.

Det vil herefter sno sig gennem Københavns gader, inden de første mennesker efter den oprindelige plan skal ankomme til Rådhuspladsen cirka klokken 15.

Sidste år blev det anslået, at 35.000 deltagere gik med i paraden, mens en kvart million kiggede med langs ruten.

Men meget tyder på, at deltagerantallet vil være lavere i år.

Organisationen har således oplyst til Berlingske, at den forventer i omegnen af 20.000 deltagere i selve paraden.

/ritzau/