Prins Christian forbereder sig på fremtiden med støtte fra sin far

Hvert forår snører prins Christian, hans forældre og søskende løbeskoene for at deltage i Royal Run. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Prins Christian forbereder sig på fremtiden. Sammen med sin far har han besøgt Folketinget, et ministerium og Højesteret. Den 15. oktober fylder prinsen 18 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der venter prins Christian en ualmindelig fremtid - ikke bare i forhold til de 200 jævnaldrende, som kongehuset har inviteret med til gallafest på Christiansborg Slot.

Den vil også adskille sig fra fremtiden for hans tre mindre søskende, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent.

En dag skal han være konge, og oplæringen har han taget hul på, inden han den 15. oktober fylder 18 år og dermed bliver myndig.

Sammen med kronprins Frederik har han besøgt et ministerium, Højesteret, kirken, Forsvaret og Folketinget, skriver kongehuset på det sociale medie Instagram.

- Vi er i lære, lød det fra kronprinsen, da de blev spottet af Ekstra Bladet under besøget i Folketinget, hvor formand Søren Gade (V) viste rundt.

Besøgene indgår i dokumentaren "Prins Christian - en kongelig rejse", som vises på DRTV dagen før fødselsdagen.

- I anledning af sin kommende fødselsdag tager prins Christian i programmet på en dannelsesrejse med den mission at blive klogere på en række af de bærende institutioner i det danske samfund, der fremgår af Grundloven, skriver kongehuset.

Det er første gang, at offentligheden kommer tæt på prinsen. Han skulle have en barndom, der så vidt muligt mindede om andre børns, lød et tidligt ønske fra kronprinsparret.

De satte sønnen i børnehave nær Fredensborg Slot, på "Spirestuen", og siden i folkeskole i Hellerup, uden at det kastede stor opmærksomhed af sig.

Langt hen ad vejen er det lykkedes at holde ham ude af medierne, siger kongehusekspert og historiker på Syddansk Universitet Michael Bregnsbo.

- Han får så vidt muligt lov til at leve et teenageliv som andre. Men han er jo noget særligt, og derfor bliver han selvfølgelig indimellem eksponeret i medierne. Men det kunne have været sket i meget højere grad.

Enkelte gange er prinsen dog endt i mediemøllen, som da han i foråret 2022 overværede en fodboldkamp mellem FC København og Brøndby iført et halstørklæde til fordel for københavnerklubben.

På sociale medier blev det kaldt "dumt" og "tankeløst", at et medlem af det ellers neutrale kongehus holdt med et bestemt hold.

Nogle uger inden havde en video cirkuleret på de sociale medier, hvor han sprøjtede champagne ud over en flok, der festede uden for en klub i skiområdet Val Thorens.

Den slags opmærksomhed vil vokse de kommende år, siger Michael Bregnsbo.

- Jo ældre han bliver, jo større bliver interessen.

Prins Christian går i 3.g på Ordrup Gymnasium nord for København. Foreløbig holder hoffet tæt med, hvad der skal ske, når studentereksamen er i hus.

- Når tid er, vil kongehuset orientere om prinsens videre ungdoms- og uddannelsesforløb, skrev kongehuset i en pressemeddelelse den 26. juni.

Men det ligger fast, at han som den eneste af dronningens syv børnebørn vil modtage årpenge fra staten. Det sker, når han fylder 21 år, og først herefter er det forventningen, at prinsen i højere grad vil indgå i officielle sammenhænge.

Inden skal han sandsynligvis omkring Forsvaret, ligesom kronprinsen og prins Joachim var.

Men fortryder han, som det skete for fætrene grev Nikolai og grev Felix, så bliver det svært at droppe ud, som de gjorde, siger Michael Bregnsbo.

Prins Christian deltog sammen med sin far og statsminister Mette Frederiksen i mindehøjtideligheden for de dræbte og sårede ved skyderiet i Field's i juli 2022. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

- Det ville være meget problematisk, hvis han gjorde som sine fætre. De er så langt ude i arvefølgen, at det ikke betyder det store. Med en kommende konge er det anderledes - det ville skabe en krise.

Næste skridt i den kongelige dannelsesrejse bliver, når prins Christian 14. november deltager i sit første møde i Statsrådet.

Her skal han afgive en erklæring om at ville overholde Grundloven, og herefter kan han udpeges som rigsforstander.

/ritzau/

Snart kan prins Christian være rigsforstander i dronningens fravær

* Christian Valdemar Henri John, Prins til Danmark, greve af Monpezat, er født den 15. oktober 2005.

* Døbt 21. januar 2006 i Christiansborg Slotskirke. Konfirmeret 15. maj 2021 i Fredensborg Slotskirke.

* Når dronningen dør, bliver kronprins Frederik konge. Når han dør, bliver prins Christian konge.

* Dronning Margrethe blev dronning, da hun var 31 år. Prins Christians oldefar, kong Frederik IX, blev konge, da han var 48 år.

* Prins Christian vil modtage årpenge fra staten, når han fylder 21 år i 2026. Hvis dronningen dør før den dato, bliver prins Christian tronfølger, og så vil han modtage årpenge fra det tidspunkt.

* Dronningen og kronprins Frederik modtog årpenge, da de fyldte 18 år. De var begge tronfølgere på det tidspunkt.

* Prins Christian deltager 14. november i sit første møde i Statsrådet på Christiansborg.

* Efter 14. november kan han fungere som rigsforstander, når dronningen er bortrejst.

* Andre rigsforstandere er prins Joachim, prinsesse Benedikte og kronprinsesse Mary.

* Kronprins Frederik er ikke rigsforstander, men fungerer som regent i dronningens fravær.

Kilder: Kongehuset og Ritzau.

/ritzau/

Kronprinsparret har haft deres børn med på officielle rejser. Her på Færøerne i 2018, hvor prins Christian fortalte, at det var "ok med vadmelsbukser". Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Prins Christian har besøgt blandt andet Folketinget i anledning af, at han 15. oktober bliver myndig. (Foto: Frederik Nellemann Linde/kongehuset). Foto: Frederik Nellemann Linde/Free
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu