Prinsesse Benedikte overværer Jan og Starlight sejre i Hubertusjagt
Hvert år den første søndag i november afholdes årets Hubertusjagt i Dyrehaven i Klampenborg. I år er prinsesse Benedikte til stede og skal uddele præmier. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Der er normalt altid repræsentanter for kongefamilien med til Hubertusjagten. I år er det prinsesse Benedikte.
Traditionen tro løber Hubertusjagten af stablen i Dyrehaven i Klampenborg den første søndag i november.
Ved søndagens jagt er det dronningens søster prinsesse Benedikte, der repræsenterer kongehuset.
Årets vindere for store heste var Malene Møller på hesten Jan, mens Laura Pyndt og Starlight vandt for pony.
De senere år har det typisk været kronprinsfamilien, der har været med, men i år er det altså 79-årige prinsesse Benedikte, der overrækker præmier.
Ifølge Billedbladet var hun dog en anelse forsinket. Sammen med sin hofdame og repræsentanter for Hubertusjagten gjorde hun på vejen holdt for at se nærmere på ruten, og det kostede ti minutter, skriver mediet.
For både tilskuere og ryttere er det en kølig og overskyet fornøjelse at være i Dyrehaven søndag.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) ligger temperaturerne i Klampenborg på omkring ti grader, og der er risiko for enkelte dryp fra oven i løbet af dagen.
Hubertusjagten er en symbolsk videreførelse af de historiske parforcejagter, som Dyrehaven oprindeligt blev anlagt til.
Her lod man en flok hunde jagte en ræv. Og feltet af heste og ryttere fulgte så efter hundene og ræven.
I dag er der ingen jagthunde, og ræven er erstattet af to erfarne ryttere, som rider forrest med rævehaler på deres røde jakker.
Ruten er cirka ti kilometer lang. Undervejs på strækningen skal hestene og deres ryttere passere 32 forhindringer.
Bedst kendt er nok Magasindammen, der som regel koster adskillige fald og gennemblødte ryttere.
Jagten er blevet afholdt siden 1905 - med få undtagelser som under Anden Verdenskrig og coronapandemien.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned