Prinsesse søges

Små piger med en lille prinsesse i maven får nu chancen. I Tivoli går de nemlig for tiden rundt og spekulerer på, hvem der skal være årets Tivoli-prinsesse.

For at afgøre det, holder forlystelseshaven søndag audition, hvor små piger med prinsesseambitioner får chancen for en sommer i guldkaret.

Haven understreger dog, at havens kommende prinsesse skal leve op til en række krav: Prinsessen skal være seks år, må maks være 120 centimeter høj, og fortænderne skal være intakte. Endelig skal mor og far være med på, at den lille nye prinsesse skal være klar til at køre i guldkaret og sejle i chalup i en hel sommermåned.

Audition holdes i H.C. Andersen slottet søndag kl. 13. Og den lille pige, der går hele vejen, vil ikke kunne prale af hverken prinser eller halve kongeriger, men glæde sig over, at hun bliver Tivoli-prinsesse nummer 126 i rækken.

/ritzau/

Offentliggjort Sidst opdateret