Danmarks Radio bør i langt højere grad, end det sker i dag, åbne døren for private producenter.
Det er en væsentlig del af det budskab, Producentforeningen præsenterer mandag som oplæg til forhandlingerne om et nyt medieforlig.
Foreningen er branche- og arbejdsgiverorganisation for de hjemlige film- og tv-producenter, og den fremsætter sit udspil med udgangspunkt i en undersøgelse af danskernes holdning til dansk-producerede tv-programmer og til danske spillefilm i fjernsynet.
Undersøgelsen viser, at der blandt seerne er bred interesse for flere dansk-producerede programmer og for danske spillefilm i tv. Men samtidig ønsker et flertal af de adspurgte ikke at betale mere for at se dansk-producerede programmer.
Ifølge Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen, drejer foreningens udspil sig i høj grad om, hvad producenterne kalder "en mere effektiv udnyttelse af DR's licensmidler".
- Umiddelbart kan seerne i princippet være ligeglade med, om det, som de ser i fjernsynet, er produceret af DR selv eller af et privat produktionsselskab. Men vi mener at have dokumentation for, at vores medlemmer kan producere billigere og mere effektivt end DR, vurderer direktøren.
Klaus Hansen tilføjer, at hvis de private producenter får lov at arbejde for DR, vil det samtidig betyde, at der frigives midler til flere produktioner.
Producenternes brancheorganisation har de seneste år kun kunnet finde tre drama-produktioner, som private producenter har bidraget til: "Forestillinger", "Album" og "Manden med de gyldne ører".
Producentforeningens undersøgelse er lavet i form af en rundspørge blandt 1100 danskere i alderen 15-74 år.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde